I sin tale om hjertets renhed ”Ved Anledningen af et Skriftemaal” (1847) belyser Kierkegaard forståelsen af det gode, det onde og menneskets ansvar. Talen karakteriseres som en sufflør, der tilhvisker tilhøreren ordet, så den enkelte ”ved sig selv, med sig selv, til sig selv for Gud i Taushed” kan tale ved talens hjælp. Talens alvor ligger i recipientens selvvirksomhed: ”Alvoren er, at ville høre efter til at ville gjøre derefter”. Når hørelse oversættes til handling, kan vi få feedback gennem samvittighedens “stemme“, der taler lydløst gennem følelser som skyld, skam og anger. Hvis en person er denne stemmes “evige Gjenlyden“, hvad betyder dette for måden, hvorpå menneskets inderste indre er forbundet med den ydre verden? Og hvorfor bruger Kierkegaard akustiske metaforer for at beskrive menneskets skrøbelige, mere eller mindre harmoniske enhed med sig selv? Kierkegaards menneskesyn, der iagttager igennem øret, vil blive sammenlignet med Martin Luthers på den ene side (med fokus på Guds befriende verbum externum) og Hannah Arendts på den anden side (med fokus på menneskets dialog med sig selv i tænkningen).
Tid og sted:
Torsdag den 22. marts 2018, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, lokale 8 B. 1. 14.
NB. Læg mærke til at det regulære februar-foredrag et flyttet til første uge i marts. Desuden er der en lokaleændring: Foredraget vil blive afholdt i auditorium 9.A.0.01.