Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Paneldebat med medlemmer af Søren Kierkegaard Selskabet om Begrebet Angest (1844)

Torsdag den 6. oktober, kl. 19.30, 2022.

Vi sparker semestret lidt utraditionelt i gang med en værklæsning af Begrebet Angest fra 1844, lagt i munden på det kierkegaardske pseudonym, Virgilius Haufniensis. I panelet sidder tre medlemmer af Selskabet, som vil tage livtag med værkets store temaer som angst, synd, skyld og ufrihed, i lyset af nutiden samt de spørgsmål, som publikum byder ind med. Efter debatten vil der være en mini-reception med ost og rødvin uden for auditoriet.

Tillægspris: 20 kroner.

Tid og sted:

Torsdag den 6. oktober kl. 19.30 

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01

Find ud af mere om Begrebet Angest:

Læs hele Begrebet Angest (1845) online her.

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Spor efter Kierkegaard i den nuværende fysik

Dr. Hans Halvorson

Professor i filosofi ved Princeton University og Københavns Universitet

Torsdag den 26. januar, kl. 19.30, 2023

Foredraget afdækker hvordan atomfysiker Niels Bohr i det 20. århundredets videnskabelige grundlagskrise utvetydigt trækker på en kierkegaardsk arv, særligt med henhold til Bohrs ideal om ”objektiv beskrivelse”.

I begyndelsen af det tyvende århundrede blev den klassiske fysik rystet i sin grundvold. For at undgå en forestående krise tyede fysikerne til filosofien og rejste grundlæggende spørgsmål såsom ”hvad er rum og tid”, ”hvad er egentlig fysikkens mål” eller ”hvad er en objektiv beskrivelse”. I afklaringen af disse spørgsmål burde det ikke overraske os, at fysikernes i deres besvarelser fulgte de spor, som lagdes af de foregående århundreders filosoffer.

I dette oplæg viser jeg, hvorledes Niels Bohrs tankegang fulgte de retninger, som blev udstukket af Søren Kierkegaard. Foredraget fokuserer på Bohrs ideal om objektiv beskrivelse, hvis særpræg er, at det afviser det spinozistisk-hegelske ideal, ifølge hvilket objektivitetens mål er ”at se virkeligheden, som Gud gør”, sub species aeternitatis. Bohrs kontrasterende ideal om objektiv beskrivelse sporer jeg tilbage til hans lærer, Harald Høffding, som havde arvet det fra Rasmus Nielsen, som igen havde arvet det fra Søren Kierkegaard.

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Pessimismen i Kierkegaards sene teologi

Per Jepsen, Ph.d., ekstern lektor ved Institut for Kommunikation og humanistisk videnskab

Torsdag den 24. november, kl. 19.30 

Foredraget vil med udgangspunkt i Kierkegaards sene forfatterskab belyse pessimismen i hans teologi, herunder gnostiske træk samt trække tråden til Arthur Schopenhauers metafysiske pessimisme.

Den sene Kierkegaards teologi, der ligger til grund for hans angreb på statskirken i 1854-1855, er kendetegnet ved en grundlæggende pessimisme, og udviser sågar sine steder tydeligt gnostiske træk. Eksempelvis hævder Kierkegaard flere steder, at Gud ikke har villet verden, og at verden derfor for Gud er en fortabt verden. Det er opfattelser som disse, der ligger til grund for påstanden om, at opgaven for den sande kristne er at afdø fra verden, og som hermed også begrunder Kierkegaards opgør med kristenheden og mere generelt med protestantismen. Foredraget vil belyse pessimismen i Kierkegaards sene teologi og i forlængelse af dette ligeledes komme ind på hans reception af den tyske filosof Arthur Schopenhauer og dennes metafysiske pessimisme.

Tid og sted:

Torsdag den 24. november, kl. 19.30 

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01

Læs mere om Per Jepsens forskning

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Et Forsøg i den fragmentariske Stræben’: Kierkegaard om begreb og stemning 

Cæcilie Varslev-Pedersen, ph.d. i filosofi

Torsdag den 27. oktober, kl. 19.30 

Foredraget undersøger Kierkegaards tanker om stemning, og hvordan ethvert begreb er givet unikt. Der argumenteres for, at der ikke kan gives en forsoning mellem tænkning og væren, hvilket Kierkegaard synes at indfange med sin fragmenterede meddelelsesform.

Begrebet Angest indledes med pseudonymet Vigilius Haufniensis’ opfordring til, at videnskaberne skal holdes strengt adskilt: de begreber, der hører til en bestemt disciplin, skal ikke oversættes til andre. Grunden hertil er, at ethvert begreb altid er givet i en bestemt stemning, der passer specifikt til det begreb. Hvis begrebet oversættes til en disciplin, hvor det ikke hører til, er der et tab af mening.

I dette foredrag undersøges Kierkegaards tanker om stemning. Jeg vil argumentere for, at teorien om stemning implicerer, at en forsoning mellem tænkning og væren er umulig. Tænkningen kan aldrig fuldstændigt omfatte al menneskelig mening, værdi, og følelse—eller tænkningen kan ikke fuldstændig omfatte subjektivitet. Dette betyder ultimativt, at vores viden om verden vil forblive fragmenteret. Til sidst i foredraget overvejer jeg, om Kierkegaard indirekte meddelelse netop en metode til at tænke i fragmenter.   

Sted og tid

Torsdag den 24. november, kl. 19.30 

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01

Læs mere om Cæcilie Varslev-Pedersens forskning.

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Indkaldelse til generalforsamlingen i Søren-Kierkegaard-Selskabet

Dagsorden for generalforsamlingen i Søren-Kierkegaard-Selskabet, torsdag, den 28. marts 2019

1) Valg af referent og ordstyrer

2) Formandsberetning

3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab

4) Valg af bestyrelse

5) Valg af revisor

6) Sager, der efter forslag af bestyrelsen eller af andre medlemmer ønskes behandlet:

                             Se vedhæftede behandlingssag til punkt 6.  

7) Eventuelt

Til 4) Valg af bestyrelse: 

Jf. vedtægterne:

§5

Selskabet ledes af en bestyrelse på indtil 10 medlemmer. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling. Hvert år afgår to af de på generalforsamlingen valgte medlemmer efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.

§6

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden. Til fremme af Selskabets formål kan bestyrelsen blandt Selskabets medlemmer nedsætte udvalg. Kommissoriet for disse udvalgs arbejde fastsættes ligeledes af bestyrelsen, der altid skal være repræsenteret med mindst et medlem i sådanne udvalg.

Ved generalforsamlingen 28. marts 2019 forlader følgende to medlemmer bestyrelsen efter eget ønske:  

Dorothea Glöckner

Kirsten Tølbøll Kramhøft

 Til 6) Behandlingssag efter forslag af tre bestyrelsesmedlemmer:  

Undertegnede tre bestyrelsesmedlemmer stiller følgende forslag til Søren Kierkegaards-selskabets ordinære generalforsamling marts 2019:                                      

  • ændring af vedtægterne § 5: udvidelse af rådets medlemmer fra 10 til 12.
  • ændring af vedtægterne §5:  fortolkningen af den gældende turnus-ordning for valgprocedure ændres fra nuværende praksis til en praksis, ifølge hvilken de to medlemmer på valg, er de to, som følger efter de to, der var på valg ved det foregående års generalforsamling. Turnus-ordningen følger listen over bestyrelsesmedlemmernes anciennitet.

Formålet er at sikre bestyrelsens fremmøde af medlemmer til møder og foredrag, som dog generelt forventes at være 100%, dog må fratrækkes fravær pga. sygdom, barsel og studieaktivitet i udlandet.

Hermann Alois Schmid

Bjarke Mørkøre Stigel Hansen

Anne Louise Nielsen

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Fremmedgørelse og frigørelse – et hovedtema i romantikken

Den kritik af den såkaldte tyske idealisme, som satte ind kort efter Hegels død i 1831, antog hurtigt karakter af et generelt opgør med filosofien. Det skal imidlertid ikke overses, at mange kritikeres angreb på idealismen i vidt omfang blev gennemført med de begrebslige våben, man hentede hos denne. Sat på spidsen kan man sige, at en paradoksal form for filosofisk anti-filosofi præger en række af de forsøg på nytænkning, der gør sig gældende omkring midten af det 19. århundrede. Kierkegaard er ingen undtagelse.

Idealismekritikken var så succesrig, at man med Marx kan sige, at ”Hegel blev behandlet som en død hund”, og takket være Marx og Kierkegaard har man herhjemme ofte følt sig fritaget for at læse Hegel og de tyske filosoffer i perioden, herunder Schelling, hvis sene filosofi af mange betragtes som den første eksplicitte idealismekritik, i øvrigt fremsat i de forelæsninger i Berlin, som Kierkegaard hørte dele af i 1841. Det er hensigten at belyse et par af datidens filosofiske kontroverser.

Tid og sted:
Torsdag den 23. maj 2019, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9 A-0-01  

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Kierkegaard og romantikken

Tidsmæssigt falder Kierkegaard og hans forfatterskab til en vis grad sammen med den litteraturhistoriske og kulturelle epoke, vi betegner som romantikken. Og samtidig kommenterer han på den romantiske strømning i dele af sit forfatterskab – og altid med en vis distance. Så hvad er egentlig Kierkegaards relation til romantikken som strømning? Det vil foredraget diskutere på baggrund af den måske provokerende tese, at vi egentlig aldrig, eller i modsat fald kun ganske kortvarigt, havde en egentlig romantisk periode eller epoke i Danmark. Kierkegaard er, som sin samtidige H.C. Andersen, mest af alt en forfatter, der på egensindig vis skriver i efterdønningerne af en romantik, der i al væsentlighed udspillede sig i Tyskland. Men som Andersen har Kierkegaard lært grumme meget af at beskæftige sig med denne romantik. Foredraget vil diskutere, hvilke litterære greb Kierkegaard har afluret romantikken og hvilke interessefælleskaber (for eksempel omkring forestillingsevnens afgørende betydning) han har med den. Og så vil det også blive diskuteret, hvad der er på færde, når og hvis Kierkegaard sætter lighedstegn mellem æstetikeren, romantikeren og ironikeren som livsholdningsmæssige positioner.

Tid og sted:
Torsdag den 30. april 29. november 2018, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9A-0-01  

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Hegels kritik af den tyske romantik

Omkring år 1800 kom to forskellige personkredse til at virke ind på hinanden i Jena i Tyskland, nemlig en række af hovedpersonerne i den tidlige litterære tyske romantik og i den filosofiske tyske idealisme. To vigtige personer her er digteren og kritikeren Friedrich Schlegel (1772-1829) og filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831). De to kom ikke godt ud af det med hinanden, i hvert fald ikke ud fra Hegels perspektiv. I foredraget vil Hegels flertydige forhold til romantikken blive belyst: Hans kritik af romantikken – versus romantiske elementer i hans egen tænkning. Desuden diskuteres den indflydelse, som Hegels opfattelse af romantikken med rette eller urette har øvet på eftertiden, herunder Søren Kierkegaard.

Tid og sted:
Torsdag den 28. marts 2019, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9A-0-01  

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Thorvaldsens Kristusfigur – Kierkegaards Kristusbilleder

Den skulpturelle udsmykning af Vor Frue Kirke var et af flere store projekter i København, som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) arbejdede med under sit mangeårige virke i Rom. I foredraget vil Thorvaldsens relieffer og statuer til kirken blive præsenteret, med særligt fokus på Kristus-statuen – påbegyndt 1821 og opstillet i kirken i marmor 1839 – og dens ikonografi. Kierkegaard skrev fra slutningen af 1840erne en række taler med henblik på fredagsaltergangen i Vor Frue Kirke. Både disse taler og hans ’Indøvelse til Christendom’ rummer flere henvisninger til Kristus som ’Indbyderen’ og til Matthæusevangeliet, XI, 28, dvs. til indskriften på Kristus-statuens sokkel: ’KOMMER TIL MIG’. Men måske er der i Thorvaldsens Kristus-statue tale om andet end dette Kristus-billede. Foredraget lægger op til en diskussion af dette spørgsmål.

Tid og sted:
Torsdag den 28. februar 2019, kl. 19. 30, Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditorium 9A-0-01

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Subjektivitetens æstetiske figurer

Overordnet set bestemmer den uovervindelige diskrepans mellem det indre og det ydre subjektivitetens udvikling i Enten-Eller I. Ledet af motivet kærlighed ønsker oplægget at vise, hvordan denne diskrepans udspiller sig i både ‚Kierkegaards’ Mozart og Antigone-tekst, samt hos Johannes forføreren. Til syvende og sidst skal disse æstetiske tekster konfronteres med Adornos overvejelser over en „skinnets dialektik“.

Tid og sted:
Torsdag, den 31. januar 2019, kl. 19. 30,
Københavns Universitet Amager, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 eller Njalsgade 76, auditoriet 9A-0-01.