Den 11. november 1955 var det 100 år siden, Søren Kierkegaard døde. På mindedagen blev der om aftenen i foredragssalen på Nationalmuseet afholdt et større arrangement, hvor Erling Bloch-kvartetten slog stemningen an med Mozart-musik, skuespilleren Svend Fridberg læste op af Kierkegaards værker, og professor P.G. Lindhardt talte, ifølge Berlingske Tidende, »i afsnappede Sætninger« om kirkekampen. Salen var stopfyldt og mange måtte gå forgæves. Om formiddagen havde der på Kierkegaards gravsted været en lille ceremoni, som blev foreviget i landets aviser med billeder af den andagtsfulde bestyrelse. Kristeligt Dagblad skrev i en billedtekst dagen derpå: »Da Assistens kirkegård lukkede sine porte i går, var Søren Kierkegaards grav dækket med blomster. Dagen igennem blev der aflagt såvel officielle som private besøg ved det kierkegaardske familiegravsted. Af Søren Kierkegaard Selskabet nedlagdes der om formiddagen en stor laurbærkrans. På billedet ses det højtidelige øjeblik, da tre af selskabets bestyrelsesmedlemmer mødte op: Professor Billeskov Jansen, universitetsadjunkt Niels Thulstrup og den afdødes slægtning, kordegn Olaf Kierkegaard. På grund af bortrejse var selskabets formand, professor N.H. Søe, forhindret i at være til stede«.

Selve mindedagen var omgivet af en længere periode, fra den 27. oktober til den 21. november, hvor Det kongelige Bibliotek holdt en seværdig mindeudstilling. En kreds af interesserede, der bl.a. talte Billeskov Jansen og Olaf Kierkegaard fra selskabets bestyrelse, havde sørget for, at publikum fik adgang til en række effekter, som var særligt knyttet til Kierkegaard. Således kunne man se på originaludgaver af Kierkegaards værker, manuskripter og journaler, dedikationer og breve, men det besynderligste var nok de personlige ejendele: palisanderpiedestalen, skrivepulten, det ovale mahognibord, kobberstikket med Grib Skov, oliemaleriet med kvinde og barn, penneskaftet af sølv, den firarmede lysestage, kobberpladen til visitkort, spanskrørstokken, merskumspiben, urkæden af guld, den flade sølvdåse, luppen med dens foderal af pap, den aflange pengepung samt slipsenålen af ben, formet som en spadserestok. Udstillingskataloget blev i øvrigt indledt af Billeskov Jansens fine essay »Kierkegaardforskningen uden for Kierkegaards Fædreland«.

For Søren Kierkegaard Selskabet var årets store begivenhed dog den internationale Kierkegaard-kongres, der blev afholdt 10.-17. august. Allerede i marts-nummeret af Meddelelser blev begivenheden annonceret: »Man regner med Deltagelse af et Halvthundrede Videnskabsmænd fra en Række Lande. Det er Planen, paa Grundlag af et Faatal Forelæsninger at organisere Drøftelser af Kierkegaards Tankeverden og dens Betydning i Fortid og Nutid«. Og således blev det. Da ugen oprandt, valfartede lærde fra en lang række lande til København, og aviserne dækkede begivenheden i spaltevis. Der deltog omkring 70 forskere. For åbningstalerne på universitetets Metro-Annex stod Selskabets formand, N.H. Søe, og næstformand, Billeskov Jansen. Den næste formiddag indledte Walter Rest de egentlige drøftelser med det smalle emne »Text- und Kommentierungsprobleme Søren Kierkegaard betreffend«, og de følgende dage talte Hermann Diem, Niels Thulstrup, Valter Lindström, Pierre Mesnard, Johannes Sløk, T.H. Croxall og Cornelio Fabro. Efter de enkelte foredrag fulgte livlige diskussioner, men der var også midt på ugen tid til en udflugtsdag, hvor deltagerne kunne besøge de steder i København og omegn, hvortil Kierkegaards navn var knyttet.

I Kierkegaardiana II fra 1957 findes en kort beretning om den afholdte kongres. Heri fremhæves bl.a. de forskellige metodiske synspunkter, der grupperede forskerne, hvorefter der gøres endelig status: »Det er vanskeligt at tale om noget konkret resultat af en kongres som den stedfundne. Meningsudvekslingerne mellem vidt forskellige forskere, der væsentlig har det fælles, at de alle studerer Kierkegaard, og lejligheden til et personligt møde mellem disse forskere maa formentlig siges at være det vigtigste udbytte af kongressen. For de danske arrangører og deltagere i kongressen var det i hvert fald af betydelig interesse og til personligt udbytte at træffe og udveksle meninger med saa mange fremtrædende forskere, hvis skrifter og afhandlinger om Kierkegaard værdsættes højt i Kierkegaards hjemland«. Samme nummer af Kierkegaardiana kan også meddele, at flere af de holdte foredrag allerede var kommet på tryk i internationale tidsskrifter.

Men det var ikke kun i efteråret 1955, Kierkegaard var i vælten, og den internationale Kierkegaardforskning kom på den danske dagsorden. Allerede i foråret havde Selskabet i samarbejde med det eksklusive litteraturtidsskrift Orbis Litterarum udgivet et imponerende bind til ære for den afdøde. Heri optrådte 29 af de mest kendte forskere fra en halv snes lande på hovedsprogene. Man kunne komplimenterende sige med P.P. Rohde, der den 11. november anmeldte værket i Information: »Det er desværre (...) haabløst at ville omtale de enkelte afhandlinger, der tilsammen udgør en hel Noahs ark«. Det rige bind Kierkegaardforskning synes tilfulde at udtrykke, at Kierkegaard her 100 år efter sin død var blevet et internationalt anliggende. Bogen blev trykt på Selskabets forlag, Munksgaard, med økonomisk støtte fra Rask-Ørsted Fondet.

I sommeren 1988 var det 175 år siden, Søren Kierkegaard døde, og 40 år siden, Søren Kierkegaard Selskabet blev stiftet. I denne anledning blev der på Grundtvigs Højskole i Hillerød afholdt en konference. Deltagerne kom fra flere lande, hovedsproget var engelsk og det fælles tema var: Kierkegaard – Poet of Existence. I den røde folder, der blev trykt i forbindelse med konferencen, hedder det som optakt til emnet: »One of the fundamental conflicts in Søren Kierkegaard's authorship is that between 'the medium of poetry' and 'the medium of existence' – the opposition between a poetic preoccupation with the possibilities produced by imagination and reflection and a realization of them in action. It was of vital importance to Kierkegaard to find how the leap could be made from the one medium to the other and it can be argued that it was a conflict he never escaped«.

Bag arrangementet stod Selskabet, der havde en plan om hvert tredje år at afholde en international Kierkegaardkonference. I denne forbindelse skulle der iværksættes en ny skriftserie, »Kierkegaard Conferences«, hvori de egnede foredrag kunne meddeles et større publikum. I 1989 kom det første bind, der indeholdt 11 foredrag fra Hillerødkonferencen; selv om dette bind bærer et romertal I på forsiden, blev det ikke kun begyndelsen, men også slutningen på denne skriftserie. Dette sidste har bl.a. sin forklaring i oprettelsen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret i 1993, hvilket betød, at den internationale Kierkegaardforskning fik et nyt forum i Danmark. Således blev der i maj 1996 afholdt en stor international Kierkegaardkonference med titlen »Kierkegaard and the Meaning of Meaning It«, som Søren Kierkegaard Selskabet var medarrangør af; her var der over 200 deltagere fra ind- og udland. Foredragene fra dette arrangement blev imidlertid trykt i et fornemt udstyr i Søren Kierkegaard Forskningscenterets regi, nemlig som Kierkegaard Studies. Monograph Series 1. Kierkegaard Revisited, ed. by Niels Jørgen Cappelørn and Jon Stewart, Walter de Gruyter, Berlin-New York 1997.