Historien om Søren Kierkegaard Selskabet

Af Joakim Garff & Tonny Aagaard Olesen

OPTAKTEN

»Et Kierkegaard-Samfund«

Læseren af Berlingske Aftenavis den 10. februar 1948 kunne læse en længere kronik, som en ung teologistuderende ved navn Niels Thulstrup havde forfattet. Under overskriften »Et Kierkegaard-Samfund« gjorde han bl.a. følgende synspunkt gældende: »I Grunden er det ikke lidet beskæmmende for os herhjemme, at mange først nu i de seneste Aar – efter alt det Røre, der har været omkring Sartre etc. – synes at være blevet klare over, at Kierkegaard foruden at være en snurrig Patron ogsaa var en af de betydeligste Tænkere i Vesteuropa«. Thulstrup harcelerer dernæst over den interesse, man i visse sammenhænge har udvist over for privatpersonen Kierkegaard, hans »deforme Ryg, hans Bukseben, hans gamle Skomagerregninger«, mens man lader den saglige side af sagen, forfatterskabet, ligge. Der er dog visse undtagelser, folk, der faktisk »giver sig af med Kierkegaards Tanker«, og det er navnlig til dem, Thulstrup retter sin appel: »Er der virkelig nogle, der har Interesse for et grundigere Studium af Kierkegaard, saa kan det nok undertiden vække lidt Forundring, at der aabenbart ikke findes nogen Sammenslutning, hverken mere selskabelig-populær eller rent videnskabelig, der har Studiet af Kierkegaard som Formaal. Som det er almindelig kendt, har man baade i Udlandet og her i Landet ikke faa Selskaber, der har til Hensigt paa den ene eller den anden Maade at virke for Forstaaelsen af den ene eller den anden Tænker. Man har et Spinoza-Selskab, et Hobbes-Selskab, et Kant-Selskab, et Hegel-Selskab etc. Herhjemme har vi f. Eks. et Holberg-Samfund, et H.C. Andersen-Samfund og vist endda hele to Gustav Wied-Selskaber. For et Par Dage siden blev der stiftet et længe savnet Grundtvig-Samfund. Det er mærkeligt, at man øjensynligt ikke har tænkt paa, at det kunde være fordelagtigt, om der var lidt nøjere Forbindelse mellem de Mennesker, der af den ene eller den anden Grund har fattet Interesse for Kierkegaard«.

En af dem, der har fattet denne interesse, er pastor Carl Weltzer, der har fremført tanker, der ligner Thulstrups, idet han har spurgt, om der ikke ved Københavns Universitet kunne opslås en stilling med særligt henblik på Kierkegaard-forskningen eller arrangeres årlige forelæsninger med folk fra ind- eller udland. Thulstrup kender udmærket den næsten instinktive reaktion, en sådan tanke i mange tilfælde vil afstedkomme: »Vilde det nu ikke være ganske stridende mod Kierkegaards Aand at stifte et Selskab af denne Art? Var Kierkegaard ikke den store Modstander af ‘Docenter’? Det var han utvivlsomt; men det faar ikke hjælpe, deri har Carl Weltzer og andre Ret. Har Kierkegaard nu i en lang Række Værker nedlagt sine Tanker, saa maa han virkelig ogsaa finde sig i, at man for Alvor vil studere disse Værker. Det kan ikke nytte, at man, maaske i stor Beundring for Kierkegaard, vil efterligne ham paa den Maade, at man nægter at gøre noget, som han ikke har sagt god for. Kant var ikke gift, men derfor vil næppe noget fornuftigt Menneske forlange, at Medlemmerne af ‘Kant-Gesellschaft’ skal være ugifte. Holberg gik med Paryk, men Medlemmerne af Holberg-Samfundet behøver ikke derfor at klæde sig ud, som skulde de til Karneval, lige saa lidt som H.C. Andersen-Entusiaster behøver at have store Fødder«. Thulstrup er ikke blind for, at i tilfældet Kierkegaard er »Forholdet naturligvis et andet og dybere«, men dog ikke af en sådan art, at man af den grund med nogen berettigelse vil kunne »protestere absolut imod Tanken om et videnskabeligt Kierkegaard-Samfund. Der er da endelig ogsaa det simple, at vil nogen ikke være med, kan de jo lade være«.

Thulstrup har gjort sig ret konkrete tanker om, hvad et sådant »Kierkegaard-Samfund« skulle foretage sig: »Litteraturen om Kierkegaard tager efterhaanden et stort Omfang, men endnu findes kun højst ufuldstændige Bibliografier over de mange forskellige Bidrag til Forskningen, Bidrag, der undertiden gemmer sig de mærkeligste Steder. Til den nye Udgave af Papirerne vilde det være højst ønskeligt, om der engang kom et velordnet Registerbind. En hel Del af det Stof, som ogsaa kan tænkes at interessere udenlandske Kierkegaard-Forskere, er ikke samlet og trykt i en lettilgængelig Udgave, men maa opledes f. Eks. i Bøger, der nu er sjældne, og som maa være endnu vanskeligere at faa fat paa i Udlandet. Her tænkes f. Eks. paa de i historisk Henseende interessante Anmeldelser og Pjeser imod ham fra Kierkegaards Tid. Vi har en meget nyttig Kierkegaard-Ordbog, som Dr. Himmelstrup og afdøde Lektor A. Ibsen har udarbejdet til den seneste Udgave af de samlede Værker (der vist i øvrigt er udsolgt og baade vanskelig og dyr at købe antikvarisk); men næppe nogen vil bestride, at mange Begreber hos Kierkegaard kan gøres til Genstand for mere indgaaende Studium og mere udførlig Fremstilling, end det allerede er sket i Ordbogen og andre Steder. En eventuel ny Udgave af denne Ordbog kan vel næppe udarbejdes af en enkelt, der daarligt kan være helt sagkyndig paa alle Felter; det vilde ogsaa være ønskeligt, om der i Ordbogen i ret stor Udstrækning blev taget Hensyn til Papirerne. Flere Emner, der burde behandles, kunde let nævnes, men lad det nu være nok. / Det naturlige Sted for specialundersøgelser vilde være et Tidsskrift, der som Emne skulde have Kierkegaard, et Slags »Kierkegaardiana«. Dette Tidsskrift vilde være det naturlige Bindeled mellem de interesserede. Kunde man saa engang naa til at faa oprettet et Kierkegaard-Institut i Tilknytning til Københavns Universitet, vilde meget være naaet«.

Hermed har Thulstrup fået fremført, hvad han kalder et »Forslag til velvillig Overvejelse«. Men han slutter dog med at understrege, at det afgørende initiativ må tilkomme andre end »en ukendt«.

»Det var nok Umagen værd at prøve«

Thulstrups forslag affødte flere reaktioner. Ugen efter, den 17. februar, meddelte Frederik Riedel i rubrikken »Læserne skriver«, at han kraftigt støttede det fremsatte forslag. »Det maa straks være alle mere eller mindre Kierkegaard-Kyndige klart, at Hr. T.s Forslag baade omfatter en dansk national Skyldighed og en dansk individuel Nødvendighed til Trøst og Husvalelse, thi det er og bliver forlods vi Danske Skyldighed at forvalte det Kierkegaardske, og det er strengt for et almindeligt Menneske, der indfanges af S.K., at leve sammen med den store Ensomme, uden saa meget som en Passiar derom med en anden levende Sjæl, der ogsaa sidder i Nettet«. Fr. Riedel mener endvidere, at det er et »ægte Kierkegaardsk Træk ved Hr. T.s Forslag, at det tager et vidt Sigte, helt ud i Horisonten af Interesserede«.

Ti dage efter, den 27. februar, var emnet rykket helt op på lederplan i den uafhængige avis Information, hvor en vis »s«, der formentlig dækker over redaktør Erik Seidenfaden, proklamerer: »Frem i Lyset med Søren Kierkegaard!« Efter et lille udblik til den store verdens stigende interesse i Kierkegaard, hvis navn man ser »med store Typer i Boghandlervinduerne i New York ved Siden af Dagens øvrig Bestsellers«, vender lederskribenten sig mod den vanskæbne, Kierkegaard har haft her til lands takker være bl.a. J.L. Heibergs nedladende anmeldelse af Enten–Eller og Georg Brandes’ kritiske biografi, hvori Kierkegaard »saa at sige fjernes fra Horisonten«. Kierkegaard er imidlertid aktuel som aldrig før, fordi han vender sig polemisk mod »Vanetænkning og Undergravning af Idealerne«: »Mod Tyskeren Hegel, der opstiller Staten som Frihedens Organisation, og som gennem sin Elev Karl Marx huserer vildere iblandt os end nogensinde, reagerede Kierkegaard ved at kræve Respekt for det enkelte Menneske. Gud er i Menneskets egen Sjæl og ikke i en Abstraktion«. Man fornemmer, at »s« ikke er teolog, men i denne sammenhæng gør det nu mindre til sagen. Kierkegaard er nemlig ikke bare aktuel, han er rent ud sagt »brandaktuel«, hvorfor dansk »Aandsliv burde medvirke til at gøre ham til en virksom Faktor ogsaa i hans og vort eget Land. (…) En ung Studerende foreslog fornylig Oprettelsen af et Kierkegaard-Selskab. Tanken burde omgaaende bringes ud i Livet«. Lederskribenten har ikke principielle skrubler i så henseende og gør sig heller ingen tanker om et sådant selskabs fremtidige opgaver – bortset fra en enkelt, der til gengæld frembæres som en »inderlig Bøn«: – »lad os nu, da Kierkegaard, oversættes til saa mange Sprog, ogsaa faa ham oversat til Dansk! Det er ment bogstaveligt. For en Del af Sandheden om hans Landsmænds manglende Kendskab til Kierkegaard er simpelhen den, at han er den vanskeligst tilgængelige af alle danske Skribenter, og man aner ligefrem, at han bliver langt lettere forstaaelig, naar han overføres til moderne Engelsk og Fransk«. Det er vist første gang denne »Bøn« formuleres offentligt, men bestemt jo ikke sidste.

Det groteske forhold mellem danskernes ringe kendskab til deres kendte landsmand og udlændinges nærmest umættelige interesse for samme mand er også emnet i en leder i Kristeligt Dagblad fra den 18. marts. »I Tyskland, Schweiz, Frankrig, England og Amerika nævnes hans Navn i én Uendelighed«, får man til en begyndelse at vide, og inden længe har lederen skildret tilstanden i en belysning så bengalsk, at man beskæmmet må samtykke, når man læser: »Man kan virkelig som Dansker blive helt flov«.

Den myte, som også vandrer lyslevende omkring den dag i dag, at fjerne folkeslag ikke bestiller meget andet end at læse Kierkegaard eller brændende ønsker snart at komme til det, får rigtig form og fart i Kristeligt Dagblad: »Udlænding kan fortælle, at naar de kommer til København, tror de muligvis, at de kommer til noget i Retning af et Mekka for Søren Kierkegaard. Og saa opdager de, at den almindelige Københavner ikke ved stort mere om han end meget jævne Amerikanere. Og saa træffer man eventuelt en Kineser fra Formosa, der aldrig har været i Danmark, men som røber virkeligt Kendskab til Hovedværker af vor berømte Tænker, og som drømmer om at faa lært Dansk«. Nu synes det imidlertid at lysne, idet en stud.theol. Niels Thulstrup i en længere artikel har talt varmt for dannelse af et ‘Kierkegaard-Selskab’, hvilket lederskribenten giver sin fulde støtte: »Vi kunde ærlig talt godt være bekendt at have et beskedent Kierkegaard-Samfund med et Par Møder om Aaret at vise dem hen til, saa de fik nem Adgang til at lære Kierkegaard-Forskere at kende. Og maaske der saa kunde gro noget af Værdi. Det var nok Umagen værd at prøve«.

Disse støtteerklæringer gjorde deres virkning. Den 25. marts – det var skærtorsdag – kunne man således i Berlingske Morgen Avis og Nationaltidende læse denne lille annonce: »Søren Kierkegaards Selskab til Forskning og Fremme af Kendskabet til Søren Kierkegaards Værk søges dannet. Skriftlig Henv. til Direktør, cand. jur. Nertman, Schlegelsalle 6, Kbhvn. V«. Ville man henvende sig telefonisk, kunne dette ske på »EVA 6725«. Disse linier må være blevet gransket med stor interesse af Fr. Riedel, der den 2. april skrev til Nertman og takkede for »det ved Deres Annonce udviste Initiativ til at faa dannet et »SØREN KIERKEGAARD SELSKAB«. Riedel, der i samme forbindelse fremhæver sin »nu 32-aarige Beskæftigelse med Søren Kierkegaard«, beder Nertman notere sig, at dersom et sådant selskab bliver stiftet, vil Riedel gerne være deltager deri. Måske ville det dog være bedre at kalde en sådan sammenslutning for et »SØREN KIERKEGAARD SAMFUND«, mener Riedel, thi »Ordet Selskab har i S.K.s Øren en lidt odiøs Klang«. Riedel mener, at de ‘kierkegaardske’ indvendinger, der kan rettes mod dannelsen af den ønskede sammenslutning, kun tilsyneladende er berettigede, da det afgørende må være, at arven efter Kierkegaard forvaltes bedst muligt: »Hertil vil en Sammenslutning af Interesserede tjene, for saa vidt angaar den ydre Forvaltning af det Kierkegaardske. Den indre Forvaltning deraf i den enkelte Personlighed – maa Enhver selv om«. Brevet er underskrevet »Deres ærbødige Fr. Riedel / Bogholder i Danmarks Nationalbank«. Han havde sin bopæl i Sjællandsgade 2, Nykøbing F. Altså i provinsen.

To dage efter Nertmans to små annoncer skrev forfatteren Axel Garde en kronik i Berlingske Aftenavis, hvori han på det bestemteste tog afstand fra tanken om at ville »oprette en Forening omkring Søren Kierkegaards Navn«. Vel findes der en række foreninger af lignende art, men med Kierkegaard måtte man gøre en undtagelse: »Er der to Ting i denne Verden, der ikke passer til hinanden, er det saa sandt Søren Kierkegaard, hin Enkelte, og Foreningskomsammen. De, der skal finde eller vil finde den store, danske Tænker, kan kun finde ham paa egen Haand – ellers vil de aldrig finde ham. Kierkegaard læser man i absolut Ensomhed og Stilhed. (…) Med hvilken Haan vilde han ikke have anskuet en »Forening« til Sønderhugning af hans Tankeværk. Naar han taler til En, taler han aleneste til Ens egen Erfaring, til Ens egne Kampe, i Kierkegaard skal Sjæl møde Sjæl, hvor mange brændende Luer der saa kan slaa op om Ens arme Hoved«. Efter et længere citat fra Begrebet Angest får Garde en vis medlidenhed med den unge Thulstrup, hvis forfejlede forslag givetvis er ment i den bedste hensigt. »Man kan ikke tappe Kierkegaards Dybsind som Øl af en Tønde med en læk Hane«, forklarer han den vildfarne student, der åbenbart skal have skåret problemerne ud i pap: »To og to kan sidde i en Stue og drøfte ham og udveksle deres Forstaaelse eller Misforstaaelse af ham (…). Men en Forening! Med Protokollater, Tilførsler til Forenings-Aarbogen, dialektiske Debatter, hvor Veltalenheden bare overdøver Sindets indre Stemme – «.

På bagsiden af Gardes kronik findes et stykke petitjournalistik af bedste skuffe. »Stillet ind paa forkert Præst«, lyder overskriften, der sikkert kunne have hensat den så omdiskuterede Kierkegaard i højt humør: Ved et teknisk uheld var gudstjenesten skærtorsdag ikke, som ellers annonceret, blevet transmitteret fra Christiansborg Slotskirke, hvor C.C. Emborg skulle have prædiket, men derimod fra Domkirken, hvor en pastor Axel P. Jeppesen havde talt til hele nationen uden at ane noget om sin stærkt udvidede tilhørerkreds. Fejlen blev opdaget, fordi pastor C.C. Emborgs hustru havde henvendt sig i bestyrtelse over ikke at kunne genkende sin mands stemme; hun frygtede, at han var blevet syg!

Garde kom i høj grad til at virke mod sin vilje, for han gav ironisk nok anledning til en diskussion, der førte til dannelsen af det selskab, han ville afværge. Selskabet er ham derfor ret beset stor tak skyldig. Ole Aagaard var en af dem, der følte sig udfordret af ham, og som derfor måtte tilkendegive, at han da godt kunne se »det selvmodsigende i kollektivt og maaske under selskabelige Former at dyrke Søren Kierkegaard, der frem for nogen appellerede til den Enkelte, og som selv var en Ener«, men – ræsonnerer Aagaard fiffigt – »Søren Kierkegaard yndede jo Paradokset!« Knap så subtil er en Regnar Christiansen, der ganske vist mener, at Kierkegaard som hin enkeltes tænker ville se på en »Forening til Frugtbargørelse af hans Tanker (lad os sige det mildt) med nogen Skepsis«, men ikke desto mindre slår til lyd for, at bemeldte forening hellere må oprettes »i Dag end i Morgen«.

I brev af 6. april 1948 takker Nertman Riedel for hans interesse og fremsender en oversigt over de »Opgaver, som efter mit Skøn maa tages op af det paatænkte Selskab«. Nertman ønsker Riedels reaktion og vil inden for 14 dage oplyse tidspunktet for det stiftende møde. Blandt opgaverne anføres følgende: 1) At vække interessen for Kierkegaards værk gennem oplæsningsaftener, foredragsserier, studiekredsarbejde. 2) At opkalde en gade i København efter Søren Kierkegaard; at få undersøgt mulighederne for et Kierkegaard-Hus, subsidiært en lejlighed i det indre København med et Kierkegaard-bibliotek rummende alt, hvad der måtte være skrevet »om, for og imod Kierkegaard« og dertil at indsamle Kierkegaard-minder (lidt a la det man kender fra Goethe-Huset) og at udgive et tidsskrift eller en årbog. 3) At vække forskeres trang til at arbejde med Kierkegaard gennem disputatser, afhandlinger og andet sådant; at udgive Kierkegaards værker med kommentarer, »saaledes at den alment dannede Læser kan dyrke Kierkegaard«. 4) At etablere kontakt med udlandet for at kunne følge »paa det nøjeste Kierkegaards Fremgang«; at drage omsorg for, at den planlagt årbog indeholder oversættelser til engelsk. Og sidst men ikke mindst at udlændinge, der kommer til Danmark for at studere Kierkegaard, får bedre forhold end hidtil. Med hilsen Nertman.

Riedel takker i brev af 7. april for det modtagne prospekt vedrørende det, man nu uden videre kalder »Søren Kierkegaard Selskabet«. Riedel vil tage de nævnte opgaver, der »synes at omfatte alt, hvad man umiddelbart kan forestille sig«, under overvejelse, men kan allerede nu meddele, at udformningen af »Selskabets Formaals-Paragraf i Selskabets Vedtægter« bør ske på en sådan måde, at en »Klikes »Erobring« af Selskabet umuliggøres. Det er vistnok ikke overflødigt her at gaa frem med megen Omtanke; man paatager sig et stort Ansvar ved at lukke denne Mand, S.K., inde i en Sammenslutnings Paragraffer – Ansvaret for, at han ikke bliver misbrugt«.

Uvidende om den stedfundne korrespondance mellem Riedel og Nertman tager Thulstrup den 8. april til genmæle mod Garde; det sker med nogen sarkasme: »Det kan naturligvis kun glæde mig, at Hr. Axel Garde har været saa overbærende at værdige mig og mit Forslag en hel lang Kronik, hvori han med grum Ironi, megen Lærdom og stort Forbrug af Citater ledsaget af mildt bedrøvet Hovedrysten og varme Ønsker for min aandelige Udvikling forsøger at tage Livet af min Plan«. Thulstrup fastholder dog sit forslag, men vil gerne benytte lejligheden til at bortfjerne nogle misforståelser, der åbenbart har indsneget sig i Gardes hoved: »Begribeligvis læser man først og fremmest Kierkegaard i Ensomhed, men det har jeg da heller ikke nægtet, og jeg har intet Sted gjort mig til Talsmand for, at Læserne af S.K. skulde mødes til en ugentlig Højtlæsningsaften iført Ku-Klux-Klan Kapper og med Afbrænding af Røgelse for Filosoffen«. Det må derimod være muligt, mener Thulstrup, at kunne mødes med kolleger og andre interesserede »paa en civiliseret Maade« for at drøfte Kierkegaard. Og så for resten: »Om Kierkegaard vilde godkende eller forkaste min Tanke, er mig af ganske underordnet Betydning«. I den forbindelse vil Thulstrup henlede Gardes og andres opmærksomhed på, »at der – uden mit Vidende og uden nogen som helst direkte Medvirken fra min Side – nu er blevet taget Initiativ til Oprettelsen af et Kierkegaard-Selskab, idet Hr. Direktør, cand. jur. B. Nertmann [!] har indbudt til Stiftelse«.

Den 27. april fremkommer et indlæg af dr.theol. Johs. Sløk i Berlingske Aftenavis mod Garde. Sløk har været på et studieophold i udlandet og er derfor ikke opmærksom på den igangværende diskussion – Thulstrups kronik har han end ikke fået læst. Men på trods denne ret mangelfulde indsigt i debattens forløb har Sløk alligevel en markant mening; dels har han nemlig i Paris debatteret det samme emne med en italiensk Kierkegaard-kender, dels skal Gardes »noget ilde anbragte, bedrevidende Nedladenhed over for Thulstrup (der er en fin Kierkegaard-Kender) ikke staa uimodsagt«. Sløk vil således gendrive Gardes påstand om, at Kierkegaard skulle være den store ensomme og derfor ikke kan være udgangspunkt for dannelsen af en forening. Gardes slutning fra Kierkegaard som enkelthedens filosof til umuligheden af et selskab for en sådan filosof er forkert; for det første bør man nemlig erindre, »at det at være alene og enkelt ikke nødvendigvis maa betyde, at man sidder alene i sin Dagligstue. Kierkegaards Tale om den enkelte er et filosofisk Udtryk for en bestemt Indstilling til Tilværelsen«; for det andet gælder Kierkegaards fordring om at blive og være en enkelt ikke i enhver henseende. Sløk forklarer: »At bygge en Fabrik, at redigere en Avis, at udforske et videnskabeligt Emne o.s.v. er noget, man selv efter Kierkegaards Anskuelser gør bedst i Kompagniskab med andre«. Ret beset er der faktisk kun én situation, hvori »Stillingen som enkelt i Ensomhed« er på sin plads, og det er »naar det gælder Ens egen, personlige, eksistentielle, ansvarlige Afgørelse af, hvad det vil sige at være Menneske. I alle andre Henseender er det Pjankeri at ville tale patetisk om Nødvendigheden af at være en enkelt«. Dermed synes Gardes protest at have fået sit grundstød. Sløk vil dog gerne sætte trumf på og hævder følgelig, at et Kierkegaard-selskab i virkeligheden er mere logisk end et Grundtvig-ditto: »Medens Kierkegaard blot var en ualmindelig raffineret Tænker, var der over Grundtvig noget profetisk, der til en vis Grad kan mistænkeliggøre Dannelsen af en Forening i hans Navn«.

Argumentet er måske ikke helt gennemsigtigt, hvorfor Sløk da også skifter spor og indfører en mere produktiv skelnen mellem »Livet selv og enhver Anskuelse af Livet«; det første lader sig ikke diskutere, men kun leve af den enkelte, det andet kan man udmærket diskutere og faktisk bedst i fællesskab. Sløk er imidlertid ikke nybagt doktor i teologien for ingenting og nuancerer derfor sin skelnen: »Først med Forkyndelsen af et Budskab, først med et Evangelium forholder det sig anderledes; et Evangelium er ikke en Anskuelse af Livet, men en Begivenhed, en Overgang, der sætter Afgørelsens og Ansvarets Situation. Men Kierkegaard var ingen Evangelieforkynder, ønskede ikke selv at være det, var blot en pseudonym, indirekte, raffineret Tænker. Og derfor har Thulstrup da ogsaa Ret: Der bør omgaaende dannes et Kierkegaard-Samfund«.

Nået hertil i sin kronik føler Sløk sig foranlediget til at orientere sin læser om, at en (fortsat unavngiven) italiensk professor for par måneder siden over for Sløk fremsatte et beslægtet forslag om »Dannelsen af en international Alliance blandt Kierkegaard-Forskere«, idet Kierkegaards tanker var i færd med at trænge ud i såvel den latinske som den angelsaksiske verden, og at den jo allerede nogen tid havde sat sit præg på den franske eksistentialisme – ganske vist i form af en »banaliseret og overfladisk Forstaaelse, der i høj Grad trængte til Korrektion«. Så meget mere påkrævet var det, at en »Kierkegaard-Sammenslutning« kunne blive til på dansk initiativ, hvilket Sløk ikke siger »af patriotiske Grunde«, men fordi man nu engang som dansker har privilegeret adgang til at læse og forstå Kierkegaard. Sløk griber atter til Grundtvig for at give sin argumentation prægnans og pondus: »Hvad der nemlig gælder i maaske endnu højere Grad om Grundtvig, gælder ogsaa til en vis Grad [!] om Kierkegaard, at man næsten [!] skal være Dansker for helt [!] at forstaa ham«. Herlig sætning!

Generalforsamlingen i Haandværkerforeningen

Nogenlunde parallelt med denne pludselige peptalk skriver Nertman den 29. april til Riedel for at meddele ham, at der 4. maj kl. 20 afholdes stiftende generalforsamling i »Haandværkerforeningen, Dronningens Tværgade 2«, men Riedel ser sig beklageligvis ikke i stand til at give møde den pågældende aften. »Det er mit haab« skriver han i en ny tids ortografi, »at selskabet maa kunne dannes og træde ud i livet som et selskab af lærde og ulærde i forening; og jeg kan ikke tro andet, end at herrerne Niels Thulstrup og dr.theol. Johannes Sløk’s betragtninger maa vinde overhaand, saa den Garde’ske misforstaaelse ikke faar indflydelse«. I sit brev indlægger Riedel nogle »Bemærkninger til de af Direktør, cand. jur. Nertman opstillede Opgaver for Søren Kierkegaard Selskabet«, hvormed han refererer til Nertmans skrivelse af 6. april samme år. Riedel, der nu vender tilbage til den i tiden dominerende ortografi, begynder, måske lidt brysk, med at konstatere, at Nertmans oversigt ikke er præget af »nogen iøjnefaldende Systematik«, men dog forekommer at kunne være »legitime Formaal for en Stræben efter at udbrede Interesse for og Kendskab til Søren Kierkegaard i hans Fædreland og i Udlandet«. De foregående ugers debat i dag- og aftenblade har tydeligvis gjort indtryk, for Riedel understreger kraftigt, at et selskab for Kierkegaard ikke dannes for Kierkegaards skyld – »thi en saadan Bistand har han overhovedet ikke Bud efter«. Riedel fortsætter: »Han selv har paakaldt Bistand af eet eneste Menneske: den fremtidige Martyrprofet, ogsaa har han tillige efterlyst sin »Digter«. Sammenslutning omkring ham har han frabedt sig. Dette udelukker naturligvis ikke, at Mennesker kan slutte sig sammen om Opnaaelsen af ham, saalidt som, at Forskere kan vejlede denne Forstaaelse – med S.K.s Velsignelse. Hvad det her kommer an paa, er blot dette, at man holder sig hans egen Anvisninger efterrettelige, det vil sige hans »Synspunkt for min Forfattervirksomhed««. Det er lægmanden Riedel meget magtpåliggende at få fremhævet det kommende selskabs principielt åbne karakter; der må ikke finde en københavnsk klikedannelse sted: »Selskabet er dets Medlemmer og dets Medlemmer er Selskabet«.

Riedel er dog godt klar over, at der vil blive forskel på selskabets medlemmer, ikke mindst mellem »a) Hovedstadsbeboere« og »b) Provinsboere«, og at en sådan »Delingslinie« vil sætte skel mellem opgaverne: »Opgavernes Løsning vil være meget afhængig af Selskabets Penge-Midler; disse vil stamme fra ovennævnte to Fraktioner, hvis Interesser i Selskabets Virksomhed ikke ganske dækker hinanden. Dette ville være anderledes, saafremt Selskabets Medlemsstab kunde tænkes at blive af den Størrelse, hvor Kredsdannelser i Byer eller Landsdele lader sig skabe. Men dette bliver næppe Tilfældet for S.K. Selskabet«.

Uden for København vil der således næppe være »talmæssig Basis« for oplæsningsaftner, foredragsserier og studiekredsarbejde, ligesom den »skønne Tanke om et Kierkegaard-Hus, subsidiært en Lejlighed eller et Lokale i Københavns indre By til at huse Bibliotek og Læsestue« kun vil kunne glæde og gavne provinsboere »aldeles sporadisk«. Trods sine store visioner er Riedel tydeligvis en realistisk mand med sans for regionale problemer: »Man maa ikke glemme, at der overhovedet i Provinsen efterhaanden er levnet en meget ringe Lyst til at spæde til kulturelle Foretagender, som næsten udelukkende kommer Hovedstadens Beboere til Gode«. Riedel frygter, at selskabet kan blive mødt af denne uvilje, »hvis der ikke hittes paa Udveje«, fx ved at reducere medlemsydelserne for provinsboere, der af geografiske grunde ikke har de samme muligheder for at deltage i selskabets aktiviteter som bybeboerne.

Tre dage før den stiftende generalforsamling gør Holger Hansen sin entré i Information med en velskreven kronik, »Søren Kierkegaard og vor Tid«. Heri nævnes det, sådan lidt i forbifarten, at Kierkegaard »synes i Færd med at blive forvandlet til en Slags national Institution, et Fællesanliggende, for hvem der endog paatænkes oprettet et Selskab, der skal fremme Forstaaelsen og Udbredelsen af hans Skrifter«. Mod slutningen vender Hansen tilbage til tanken om »Dannelsen af et Kierkegaard-Selskab«, som han finder »ikke saa helt hen i Vejret«. Det afhænger selvsagt af måden, hvorpå det gøres, om det bliver en »Slags hyggelig Familiesammenkomst til beundrende Ihukommelse af den store Afdøde, eller om det kan blive til et Organ for en saglig, instruktiv og alsidig Belysning af S.K.s vanskeligst tilgængelige Skrifter«. Man fornemmer nogenlunde, hvad Hansen selv ville foretrække. Til allersidst i sin kronik fremhæver Hansen, at han »meget apropos« er faldet over Gardes artikel i Berlingske Aftenavis fra den 27. april. Gardes forskellige forbehold får i den grad Hansen bragt i affekt, at han er på nippet til at glemme sine egne. »Her gives i veltalende og højstemte Ord Luft for en retfærdig Harme over en slig Vanhelligelse af Sankt Sørens sakrosankte Navn«, skriver Hansen, der ved samme lejlighed anholder »Hr. Axel Gardes naive Suffisance og lovlig forvirrede Argumentation«. Noget kunne tyde på, at det var på tide med det selskab!

To dage senere, den 3. maj, modtager Riedel »Udkast til Vedtægt for Søren Kierkegaard-Selskabet«, hvormed direktør Nertman vil fastlægge selskabets sigte, virke og konstitution i 13 paragraffer. Riedel responderer samme dag og samler sig især om de »Opgaver«, som Nertman har anført sidst i sit udkast. Riedel fremhæver her bl.a., at man i forbindelse med oplæsningsaftenerne bør huske, at oplæsningen altid bør »foretages langs et længdesnit gennem skrifterne, saa »Synspunktet for min Forfattervirksomhed« ikke bliver forladt«. Endvidere bør man få udgivet en »virkelig god grundbog« til brug for studiekredsarbejde og måske tillige inddrage radioen i folkeoplysningens tjeneste. Det efterhånden faste punkt om en gade opkaldt efter den berømte landsmand kommenterer Riedel med et: »Ja! – Men endelig i den indre by (bag Voldene). Hellere vente paa given lejlighed til at faa navnet placeret der end noget før at faa det slængt ud i et S.K. uvedkommende yderdistrikt«. Riedel er fremdeles varm tilhænger af tanken om at få etableret et »Søren Kierkegaard-Hus«, og hvad angår spørgsmålet om et tidsskrift eller en årbog, foretrækker han så afgjort det første – »det vil bedre arbejde og gribe, anfægte og oplyse«. At indlede en kommentering af værkerne finder han særdeles tiltrængt og betegner opgaven som en »virkelig værdig og virkelig skyldig opgave for dansk bogavl«.

Den 4. maj 1948 oprandt så dagen. Ved et møde i Haandværkerforeningen, hvor henved 100 deltagere havde indfundet sig, stiftede man Søren Kierkegaard Selskabet. Til bestyrelsen valgtes: Prof. F.J. Billeskov Jansen, Prof. Ejnar Thomsen, Prof. N.H. Søe, kordegn Olaf Kierkegaard, redaktør Johanne Petersen-Norup, fru kunstmaler Ernst Zeuthen, typograf Martin Rasmussen, stud.theol. Niels Thulstrup, direktør, cand.jur. Børge Nertman og fabrikant Knud E. Schmidt, der dog allerede ved det første møde erstattedes af provinsmedlemmet, lektor Knud Jensenius. På et bestyrelsesmøde afholdt umiddelbart efter generalforsamlingen blev Nertman valgt til formand, Johanne Petersen-Norup til kasserer og Niels Thulstrup til sekretær. Begivenheden blev dagen efter kort omtalt i såvel Nationaltidende som i Politiken – i øvrigt under den samme overskrift »Søren Kierkegaard-Selskabet stiftet« – og begge steder anførtes navnene på bestyrelsens ti medlemmer. Nationaltidende kunne lidt syrligt meddele, at man havde taget »H.C. Andersens Selskabets Love som Model«, mens Politiken især hæftede sig ved, at der på mødet havde »udviklet sig en meget langvarig Diskussion om Enkelthederne«.

DET FØRSTE DECENNIUM

Arbejdet begynder

Godt og vel to uger efter, den 19. maj, trådte bestyrelsesmedlemmerne atter sammen, nu for at beslutte hovedpunkterne i selskabets ambitiøse virksomhed i den nærmeste fremtid: Man ville søge at afholde foredrag med en udenlandsk, rimeligvis norsk eller svensk foredragsholder over et centralt Kierkegaard-emne; man ønskede en såkaldt »kunstnerisk Aften med Musik og Oplæsning« (hertil skulle ikke-medlemmer kunne løse gæstekort); F.J. Billeskov Jansen indvilgede i at lede en studiekreds på fire-fem aftener over Gjentagelsen, mens N.H. Søe påtænkte noget tilsvarende, ligesom sekretær Thulstrup ville holde en række »vejledende Forelæsninger over Kierkegaards Liv og Forfattervirksomhed, fortrinsvis beregnet for Begyndere«; endelig stilles forslag om at udnævne Walter Lowrie, D.D., Princeton, USA, til æresmedlem af selskabet. Og man var ikke i bekneb med begrundelsen: »Doctor Lowrie, der nu er over 80 Aar, lærte sig Dansk, da han var over 60 og har siden udgivet en stor og en noget mindre Biografi af Kierkegaard paa Engelsk. Desuden har han oversat og i første Omgang selv bekostet Udgivelsen af langt de fleste af Kierkegaards Værker i den engelsktalende Verden«.

Så holdt man sommerferie, men bestyrelsen lå nu ikke på den lade side, og den 25. august modtog Riedel en nydelig lille publikation på otte sider med selskabets vedtægter. Vedlagt var et girokort, som han venligst, men også snarest belejligt, skulle udfylde og tilsende kasseren, dersom han ville være medlem af det selskab, han selv havde været en af de varmeste fortalere for. Det ønskede han, så den 2. september indbetalte han 10 kroner, hvorefter han fik tilsendt et mikroskopisk lyserødt medlemskort for sæsonen 1949/50. Riedel blev optaget som medlem nr. 45.

Den 10. september forelå selskabets første program, der – som det hedder nederst på siden – »bliver sendt til Universiteter over hele Verden i Løbet af September«. Bestyrelsen forfulgte og indløste flere af de fordringer, man havde stillet sig. Således kunne man annoncere Thulstrups studiekreds for begyndere, der over ca. 14 aftener skulle arbejde sig igennem biskop Bohlins bog Søren Kierkegaard, mannen och verket, der oprindeligt havde kostet 7,50 svenske kroner, men vistnok nu var noget nedsat. Billeskov Jansen udbød til »enhver Kierkegaard-interesseret« – dog mod fremvisning af gyldigt medlemskort – fem forelæsninger over Gjentagelsen, som kunne rekvireres gennem formanden for tre kroner. Ved samme lejlighed henledte man opmærksomheden på, at Billeskov Jansen på Københavns Universitet forelæste over Stadier paa Livets Vei, mens Regin Prenter på Aarhus Universitet forelæste en time ugentligt over eksistensbegrebet hos Søren Kierkegaard og desuden havde to ugentlige øvelser over Begrebet Angest. Torsdag den 28. oktober afholdt man i Nationalmuseets Festsal en særlig aften, det var nemlig »den første i en Række Kierkegaard Aftener, hvor Medlemmerne med Gæster indføres i Kierkegaards Værk gennem vore bedste Kunstnere«. Disse bedste var skuespiller Svend Fridberg, der skulle oplæse partier af »In vino veritas« samt dele af »De umiddelbart erotiske Stadier«. Derefter skulle en unavngiven solist syge »Arier af Mozart«. Der var noget at glæde sig til.

Selskabets »Æresbrev« til Lowrie

Da programmet nåede ned til provinsboeren Riedel, følte han sig foranlediget til at gøre en bemærkning, så den 11. september skrev han bl.a. følgende til selskabets sekretær: »Min bemærkning går ud på, at den under sekretæren, stud.theol. Niels Thulstrup averterede gennemgang af Torsten Bohlin’s monografi i 14 aftener ville være meget ønskeligt, om der af en interesseret deltager kunne optages et stenografisk referat af de under gennemgang faldende udtalelser, spørgsmål og besvarelser. Det er ikke alene for de oplysninger og retledningers skyld, der falder fra studiekredsens leder, hvori jeg ser et sådant referats betydning. Den ser jeg i høj grad også i deltagernes – tør jeg sige »de dummes« – bemærkninger, spørgsmål og betragtninger, nemlig i disse ytringers værdi for senere tilrettelægning og udførelse af studiekredsarbejde med S.K. – og da ikke mindst for sådant muligt opstående arbejde i provinsen. Det er da tillige min tanke, at et sådan referat kunne foranstaltes oversat og renskrevet – og stilles til rådighed ved udlån til interesserede medlemskredse«.

Den 23. september svarer Thulstrup, at det fremførte forslag om stenografiske referater af forelæsningerne ikke lader sig gennemføre; til gengæld lover han at drage omsorg for at få et »rigtigt Medlemlemsblad med Artikler, Anmeldelser, ev. Spørgsmaal og Svar sat igang«. Det har Riedel nemlig flere gange efterlyst, særligt af hensyn til provinsboerne, ligesom han ved flere lejligheder har fremhævet det hensigtsmæssige i, at medlemmerne modtager medlemsliste, som vil have »sin store Betydning, ikke mindst for Provinsmedlemmerne, der af Samkvem med andre Medlemmer hovedsagelig er henvist til Korrespondance«.

Dette sidste har man i København angiveligt stor forståelse for, og den 28. september ringer telefonen nede hos Riedel. Det er direktør Nertman, der er i røret, og som takker for »diverse skrivelser« og kan forsikre, at en medlemsliste snarest vil udgå til medlemmerne. Nertman har imidlertid mere på hjerte. Han spørger Riedel, om han vil affatte den tekst, som skal bruges i forbindelse med udnævnelsen af Walter Lowrie til selskabets æresmedlem i september. Desuden skal der udarbejdes et »Æresbrev« på sådan cirka 25 ord. Riedel er beæret, det vil han gerne, bestemt da, men han indvender dog, at andre måske kunne gøre det bedre. Dertil svarer Nertman blot, at selskabet jo først og fremmest er et selskab af lægmænd. Og så ringer han af.

Riedel går straks i gang med sit »Æresbrev«, men må snart erkende, at man ikke får megen mening for 25 ord. I et brev af 1. oktober meddeler han selskabets bestyrelse, at en tekst på 25 ord ville blive så mager, at det hverken ville anstå selskabet eller modtageren. Riedel har derfor udkastet to »Æresbreve« på henholdsvis 62 og 44 ord, som han gennemgår led for led med bemærkninger om den betydning, han tillægger dem i helheden. Eksempelvis forklarer Riedel sit valg af ordene »omsorgsfulde tanke« med følgende: »udtrykker, synes mig – og heldigt i sammenhængen – S.K.s både intellektuelt og hjerteligt gennemførte tanke-omsorg for andre mennesker (tænk på asenet Hegel)«. Riedel signerer sit »Æresbrev« med navnene Nertman og Thulstrup.

Der findes intet aktstykke, der viser, hvorledes man har reageret på Riedels samvittighedsfulde indsats, men den 19. november har Thulstrup den ære at meddele ham, at man på det sidste bestyrelsesmøde har besluttet at opfordre ham til at blive »knyttet noget nærmere til Bestyrelsen ved at indtræde som korresponderende Medlem, der som saadan især anmodes om at varetage Selskabets Interesser paa «Sydhavsøerne» – som vi siger«. Riedel modtager med glæde og tak denne opfordring og fortsætter arbejdet med den tekst om Lowrie, der skal bringes i forbindelse med selve udnævnelse. Om Lowrie skaffer han sig løbende oplysninger, bl.a. hos Niels Thulstrup, der i skrivelse af 27. august 1948 fremsender Lowries adresse, hvorefter Riedel mindre end en uge senere kan afsende et langt brev på engelsk, der i sit danske forlæg åbnes med ordene: »En ca. 60-årig dansker, en ukendt lægmand, som i 32 år har haft studiet af S.K. til hovedinteresse, tillader sig her at skrive til Dem i en anledning, der for mig er bleven højdepunktet af min beskæftigelse med litteratur om S.K. – Jeg sigter til min læsning af Deres to biografier af S.K., den store (1938) og den lille (1942) og til den oversættelse af dem til dansk, jeg har fundet det nødvendigt at foretage for mig selv, for tilfulde at kunne have gavn og glæde af Deres opfattelse og forståelse af S.K.« Riedel fortsætter nogen tid med tilkendegivelser i det ganske høje stilleje, men nærmer sig efterhånden muligheden af at lade sin oversættelse nå videre ud til sine »landsmænd, der ved en oversættelse af navnlig »1942« ville få en højlig tiltrængt moderne lille biografi af S.K. i hænde. I fortsættelse af denne tanke har jeg efterprøvet min oversættelse som fuldgod gengivelse af Deres arbejde, og jeg har derved fået tillid til, at min ansvarsfølelse har ledet mig til et godt dansk udtryk for, hvad De har villet sige om S.K.«

Den 21. september svarer Lowrie udførligt tilbage. Det har glædet, men også undret ham, at en dansker, der har brugt over 30 år af sit liv på Kierkegaards tanker, har kunnet finde oplysninger i bøger, som Lowrie skrev for at orientere sine landsmænd om en mand, de intet kendskab havde til. Lowrie må dog tilstå, at han selv fra tid til anden har spekuleret over muligheden af en dansk oversættelse, så hvis Riedel kan finde en forlægger, der tør binde an med opgaven, har han hermed Lowries velsignelse til at fortsætte sit arbejde. Lowrie nævner, at det for resten næppe har været for hans biografier, men for hans Kierkegaard-oversættelser, at – som det hedder lidt flot – »King Frederick XII« for nylig viste ham den ære at give ham »the ridder cross of Dannebrog«; det var, mener Lowrie, givetvis af samme grund, at »Dr. Niels Thulstrop did me the honor of asking me to accept nomination as »the first honorary member« of the Søren Kierkegaard Selskab which he has recently been active in organizing, and in which you likely have a part«. Så ved Riedel ligesom, hvor han selv befinder sig.

En måned senere, den 31. oktober, kan Aalborg Stiftstidene under overskriften »Kolossal Kierkegaard-Interesse i Amerika« bringe et stort interview med Lowrie, der over mange spalter fortæller om sit oversættelsesarbejde; mellemrubrikkerne synes i øvrigt at være anvendelige i ethvert interview med en hvilken som helst Kierkegaard-oversætter til enhver tid: »Ikke et Modelune«, »Lærte sig Dansk for at kunne læse Kierkegaard«, »Hvorfor Kierkegaard?« Nogenlunde midt i det hele udtaler Lowrie nogle sætninger, som Riedel har indrammet med sort tusch: »Jeg har netop foran mig et Brev fra en Bankmand i Nykøbing F.; han skriver ikke blot mange smukke Ord til mig men viser ogsaa gennem sit Brev, at han forstaar og kender Kierkegaard«.

Det må have rørt Riedel, der i slutningen af november igen får brev fra Lowrie, som til en begyndelse undskylder, at han ikke helt har fanget, hvor Nykøbing Falster befinder sig på et kort over Danmark, men nu har han fået set efter og kan konstatere, »how near you are to København and how far from Saeding«. København og Sædding – det er, sådan cirka, de to destinationer, en udenlansk Kierkegaard-kender har brug for, men ikke Nykøbing Falster, hvis eneste berettigelse synes at være, at det på et verdenskort kommer tæt på København, og i den følgende korrespondance skriver Lowrie da også med største ubekymrethed uden på kuverten: »Hr. Fr. Riedel, Danmarks National Bank, Nykøbing Falster, Danmark«.

I den næste tid tilgår der Riedel biografiske informationer til brug for Lowrie-teksten; længe driller et portræt, som man ikke kan opspore, ligesom rivaliseringer og misforståelser mellem forskellige amerikanske Kierkegaard-oversættere, som Lowrie i tidens løb har viklet sig ind i og ud af, komplicerer opgaven for Riedel, der oversætter nogle af brevene fra Lowrie og sender dem til Thulstrup, der kender flere af de i sagen implicerede parter og desuden har gode forudsætninger for at mene noget kvalificeret om ufred.

Omsider foreligger »Æresbrevet« i et prøvetryk, som Riedel finder »særdeles smukt og rigtigt sat op«. Han ser, at han midt i det hele og trods al sin pertentlighed minsandten er kommet til at skrive »galdt« i stedet for »gjaldt«, og han må derfor tilskrive dem deroppe i København, at det nok var forkert, at han »»moderniserede« dette ord«. Den 20. december 1948 kan Nertman meddele Riedel, at ambassadør Kauffmann i Udenrigsministeriet den 11. december har modtaget »Æresbrevet«, som han personligt vil overbringe Lowrie på hans bopæl, hvilket sker i løbet af januar 1949.

Derved fik Lowrie sit æresbrev, men Riedel fik aldrig sagt goddag til den mand, han beundrede så dybt. Og hvis lille bog han fortsat forsøgte at få ud på dansk. I brev af 20. december 1948 takker Lowrie således Riedel for hans forslag til at foretage visse forbedringer rundtom i teksten – fx har Lowrie taget et lærketræ for en fugl, hvad Riedel diplomatisk forklarer amerikaneren, at et lærketræ ikke er! Andre meldinger virker mindre inciterende; fx skriver Thulstrup i brev af 29. januar 1949, at en oversættelse næppe kan vil finde afsætning, da markedet »herhjemme er nogenlunde mættet ved Hjælp af Hohlenbergs efter min Mening endog særdeles angribelige og vildlendende Bøger«.

Et sådant divertissement er ikke just opbyggeligt, og Riedels oversættelse af Lowries »A Short Life of Kierkegaard« blev da heller aldrig udgivet. Den 3. september 1949 henvender Riedel sig til ikke mindre end fem københavnske forlag, deriblandt Gyldendal og Hagerup, og i de følgende måneder korresponderer han flere gange med såvel Lowie om oversættelsesproblemer som med Thulstrup om nødvendigheden at at forsyne oversættelsen med noter, men intet forlag synes for alvor at have interesseret sig for sagen.

Stentavlen – og gæsten, man ikke fik indbudt betids

Riedels ihærdighed og seriøsitet kan kun have gjort indtryk på københavnerne. Fredag den 8. april 1949 ringer formand Nertman da også igen til sit korresponderende medlem på Sydhavsøerne og beder ham affatte en tekst til brug for en stentavle, der efter forhandling med stenhuggermester Schannong skulle opsættes i Bredgade på Frederiks Hospital, hvor Kierkegaard jo døde den 11. november 1855. Da formanden har ringet af, sidder Riedel en timestid og danner indskriftens form og hovedindhold, hvorefter han arbejder med den endelige udformning i påsken under en rejse til Fur, Silkeborg og Nørre Uttrup, og den 29. april kan han afsende sin tekst i fem eksemplarer til bestyrelsen i København. Riedel meddeler, at han har tænkt sig tavlens mål ret betydelige, 60 × 80 centimeter, ligesom han er gået ud fra, at tavlen ikke skal anbringes i særlig stor højde over fortovet, formentlig i »øjenhøjde« eller i »stuehøjde«, således at bogstaverne ikke behøver at være særlig store og derved kan blive forholdsvis flere. Riedel forklarer: »Min løsnings tekst har 9 linjer, indeholdende ialt 261 bogstaver og tegn. Det vil ses, at jeg foreslår teksten »sat« med bibeholdelse af »store bogstaver« og »aa«« – hvilket formentlig har glædet Thulstrup, der var passioneret dyrker af den gamle ortografi. Riedel fortsætter: »Med hensyn til inskriptionens ønskelige »ånd og art« har jeg ment, at den foruden at meddele konkrete oplsninger, der knytter stedet og personen sammen, bør være således affattet, at den minde om en stordåd i dansk åndshistorie og tillige virker noget dramatisk inciterende på den for[bi]passerende læser«. Som i tilfældet Lowrie forsyner Riedel også her sin tekst med minutiøse bemærkninger til dens enkelte led. Teksten lyder: »Paa FREDERIKS HOSPITAL døde / SØREN KIERKEGAARD / den 11. November 1855, 42 Aar gammel. / Legemlig Svaghed overvældede ham paa Gaden, hvor han havde hersket ved sin Aands Styrke, / naar han med venlig Interesse uden Forskel / samtalede der med sine Bysbørn, / hvem han først overrakte sit Storværk, ‘Mit Forfatterskab’«.

Formand Nertman takker den 1. maj for det modtagne udkast, som han »omgaaende« har sendt videre til de enkelte bestyrelsesmedlemmer. Nertman spørger Riedel, om han ikke som eneste korresponderende medlem til dato har mulighed for at komme til hovedstaden den 5. maj. »Det bliver – hvis alt gaar vel – en Aften, der vil danne Grundlag for en Tradition i Selskabet«. At Riedel har besvaret brevet den dag, han modtog det, kan man se af hans sirlige bemærkning i højre margen, hvoraf det dog ikke fremgår, om han faktisk tog til København den 5. maj, men det gjorde han, forstår man senere, ikke.

Kontakt mellem hovedstad og sydhavsø er der først den 19. oktober, hvor Nertman kan informere Riedel om mindepladesagen. Bestyrelsen har, forklarer formanden, i og for sig fundet, at teksten ville være velegnet, naturligvis var der lidt hist og her, men det var »Bagateller, som sagtens havde kunne ordnes«. Da imidlertid Nertman henvendte sig til Schannong vedrørende overslag over udgifterne ved opsætningen, greb stenhuggermesteren ind i sagen med et tilbud om at forære selskabet en plade med inskription, hvilket hofjægermester Uttental, der var ejer af den pågældende ejendom i Bredgade, fandt var fortrinligt. Nertman ville gerne fremme sagen og tiltrådte derfor et forslag om en tekst, der var noget kortere end Riedels, idet den lød: »I dette Hus døde Søren Kierkegaard den 11. November 1855«.

Skønt Nertman underskriver sig »Deres hengivne«, glemmer han at invitere Riedel, men invitationen kommer, den findes endnu i Riedels gemmer, og lyder: »Fredag den 11. November Kl. 15,30 / afsløres Mindepladen for Søren Kierkegaard i Kunstindustrimuseets Forgaard, Bredgade 68. Professor N.H. Søe taler«. Af poststemplet på det seksøresfrimærke, som forsendelsen kostede selskabet, kan man se, at invitationen er afgået København den 9. november og altså tidligst kan have været fremme hos Riedel dagen før den store dag, og med så kort varsel kunne Riedel ikke komme afsted.

Mens man i København den 9. november har haft travlt med at få afsendt invitationen, har Riedel – ligeledes 9. november – skrevet en hel side til Nertman. Om mindepladen. Riedel er blevet orienteret om Nertmans disposition allerede den 19. oktober, og da han næsten altid besvarer breve straks, tør man alene deraf slutte, at han har været skuffet over den pludselige drejning, som sagen har taget. Til Nertman skriver han, at skønt sagen med mindepladen nu er afsluttet og derfor egentlig ikke nødvendiggør et brev, så vil han dog alligevel gerne sige, at det har været ham en »Glæde at pusle med den Opgave, De stillede mig, hvorimod det ikke dybere skuffer mig, at man ikke vil benytte min Tekst; thi den udpræget korte Tekst, man har valgt, har sin umiskendelige Fordel fremfor min lange Tekst. Hovedsagen er jo, at Tavlen kommer op, og til Dagen, d. 11. d. M., hvor De formentlig skal have den Glæde at medvirke ved den behørige Højtidelighed«.

Der går flere måneder, før den ellers så flittigt korresponderende Riedel atter lader høre fra sig. Thulstrup tilsender ham den 16. marts 1850 et brev med flere, væsentlige punkter: For det første en »Skrivelse til Bestyrelsen«, hvori han udtrykker sin »Skuffelse« over den ringe opmærksomhed, man i det seneste nummer af Meddelelser udviser over for de menige medlemmer, idet man tydeligvis er mere forhippet på at etablere udenlandske kontakter end på at pleje de danske relationer: »Den megen Tumlen med fremmede Sprog, saa vel som med den megen fagfilosofiske og -theologiske Lærdom er ikke manges Sag, men Kierkegaard’s Sag er Manges, er alles Sag!« For det andet har Riedel udarbejdet et »Bidrag« til maj-nummeret af selvsamme Meddelelser, som han han kalder »S.K. betragtet som hobby«; og endelig, ligeledes med henblik på optagelse i Meddelelser, en såkalt »Rapport fra Falster«, hvori han fortæller om, hvordan der i vinterens løb er opstået en levende interesse for Kierkegaard i Nykøbing Falster – »særlig i Kredse, der slutter sig til Foreningen ‘Round Table’«. Riedel har holdt foredrag om Kierkegaard »for egne Medlemmer og en Del Gæster«, hvilket har stimuleret interessen i en sådan grad, at ‘Round Table’ går med planer om at afholde »endnu 2 a 3 Foredrag« under Riedels ledelse.

I samme brev, altså i brevet af 16. marts til Thulstrup, fremfører Riedel også nogle »Besværinger«, som han beder bestyrelsen forholde sig til. Han har for nogen tid siden udbedt sig og fået lovning på »Registrant-Sedler«, men aldrig modtaget dem; det har han heller ikke, hvad angår det »Supplement til Medlemslisten«, som modtagerne af den oprindelige liste blev stillet i udsigt; og endelig – lidt uden for nummer – er bogholder Riedel irriteret over, at Selskabet vedholdende tillægger ham en titel, der ikke er hans, nemlig »Hovedbogholder i Danmarks Nationalbank«. Riedel forklarer den penible situation: »Da der findes saadan een, er det mig ubehageligt at være prydet med denne »laante Fjer«. Nu er denne Fejl ogsaa fastholdt paa »Meddelelser«s Omslags anden Side under »Navne og Adresser««. Denne detalje har man tilsyneladende taget sig ganske let i København, så Riedel må den 21. marts skrive til Brandts Trykkeri i Faaborg for at få fejlen rettet, idet han understreger, at »Titlen Hovedbogholder ikke tilkommer mig men er en Opfindelse af Selskabet«. Da maj-nummeret af Meddelelser udkommer, ser Riedel til sin rædsel, at fejlen følger med, hvorfor han atter henvender til til Brandt i Faaborg – »da den fejle Angivelse af min Stilling er ubehagelig for mig«. Først den 7. juni har Brandt fået rumpet sig sammen til at svare Riedel, at »Rettelsen ikke kan ske straks, fordi de indvendige Sider af Omslaget allerede er trykt til de næste Numre«. Fra og med det næste nummer af Meddelelser, dvs. i oktober, opnår Riedel den ønskede degradering fra Hoved- til almindelig Bogholder.

Denne selvvalgte degradering er nærmest symbolsk. Historien om Frederik Riedel i Nykøbing Falster er over store strækninger historien om afstanden – og ikke kun geografisk – mellem Selskabets bestyrelse i København og medlemmerne i den øvrige del af landet. Riedels enthusiasme var umiskendelig, men af korrespondancen fornemmer man også, at han efterhånden bliver en lidt besværlig mand, hvis breve man åbner med lige dele resignation og dårlig samvittighed. Den 13. november 1950 fremsender han, hvad han kalder et »Poem«, som han håber kan blive optaget i »Selskabets Kvartalsskrift eller Aarbog«, men den 7. januar 1951 takker Thulstrup nej, idet han forklarer den således forsmåede poet, at »Bidrag af den Form falder udenfor Rammerne af vore Publikationer«.

Den medlemsliste, som omsider, formentlig engang i maj 1949, nåede frem til Riedels adresse, bærer tydelige spor af Riedels eget skisma mellem sympatien for det lokale og lysten til det internationale. Her har han med forskellige farveblyanter understreget medlemmernes geografiske herkomst og regnet tallene sammen på en lille lyserød kvadrat, som er klæbet ind nederst på listens sidste side. Sjælland tæller 12 medlemmer, Sydhavsøerne 4, Fyen 5, Jylland 16, hvilket på landsplan giver 37; derpå følger Skandinavien med 4, Europa med i alt 5, Nordamerika med 6 og Sydamerika med 0. Riedel har lagt sammen og trukket fra og hans regnestykker og procentsater kan ses på siden. Af de i alt 229 medlemmer, som Selskabet tæller, er de 37 (eller 16,2%) bosiddende uden for København, der således – fraregnet de 15 medlemmer uden for Danmark – er hjemsted for 177 (eller 77,3%) af medlemmerne.

At skulle være korresponderende medlem på det, man oppe i København ironisk kaldte »Sydhavsøerne«, var ikke nogen let opgave. Det viser Riedels energiske eksempel næsten til overmål.

»Kierkegaard er for svær for Gymnasiet«

Selskabet var således nærmest født med en spænding mellem den brede, oplysende virksomhed og den mere specialiserede forskning, der var knyttet til universitet især i København. Dette kom ikke mindst til udtryk i debatten om det i København beliggende Selskabs forbindelse til »Provinsen«. Man løste i første omgang problemet ved at vedtage, at der i bestyrelsen altid skulle være ét provinsmedlem, hvilket kort efter Selskabets stiftelse blev Knud Jensenius, Kolding. Da han døde i 1952, blev pladsen overdraget til Johannes Sløk, Århus, som i de næste 20 år var provinsens mand i bestyrelsen.

I det første nummer af Meddelelser fra 1948 indrykkede Jensenius et lille debatoplæg under overskriften »Hilsen fra ‘Provinsen’«, hvori han spurgte til det nystiftede Selskabs berettigelse. »Skal nu ‘de enkelte’ organisere sig? Ballatore ved generalforsamlinger? Skal formålet mon være at konkurrere med udlandet i kalkning af profetens grav, er det et dansk prestigespørgsmål? Og skal der holdes reception på 5. majdagen, nedlægges krans (ved deputation i jaket) på 11. novemberdagen?« For at undgå den fremmanede karikatur måtte Selskabet ifølge Jensenius gøre sig sit dobbelte ansigt bevidst: Udadtil mod det store udland må vi »være på vagt overfor en nærliggende fare for forvanskning, for ‘popularisering’, hvad enten den har sin rod i det rent sproglige eller i fremmed mentalitet«; indadtil må Selskabet sørge for, »at det ikke bliver samlingssted for en sekt og ikke heller blot en københavnerklub«. Derfor måtte Selskabet gøre det nye kvartalsskrift, Meddelelser, til en »hovedhjørnesten« i sit arbejde. »Den rette måde at læse Kierkegaard på er at kombinere den enkeltes arbejde med problemerne med den lille kreds’ drøftelse af dem. Til begge dele skal vi ude omkring kunne hente inspiration og hjælp fra selskabet og specielt gennem kvartalsskriftet. En slags kontakt kan måske derigennem skabes mellem de mange, spredte læsere«. På denne måde har »provinsen Danmark«, slutter Jensenius, »såvist en funktion, en opgave, hvad angår Kierkegaard, over for verden derude«.

Spændingen mellem bredde og specialisering kom også til udtryk i debatten om Selskabets publikationsvirksomhed. På den ene side måtte man have et organ for Kierkegaard-forskningen, som kunne bringe afhandlinger, også på hovedsprogene. Dette blev realiseret i 1955 med Kierkegaardiana. På den anden side var det vigtigt at have et medlemsblad, der henvendte sig til de mange – også ikke-skolede – Kierkegaardlæsere. Et sådant medlemsblad havde man de første syv år i form af Meddelelser. Parallelt hertil forestod to forskellige opgaver med at fremskynde udgaver af Kierkegaards skrifter og anden Kierkegaard-litteratur: På den ene side var der behov for en reel forskning, som, hvis Selskabet skulle gøre sig gældende, forudsatte en videnskabelig autoritet, hvilket kan afspejles i bestyrelsens sammensætning. På den anden side var der brug for mindre udvalg af Kierkegaards tekster med indledning og vejledende kommentarer. I det sidste øjemed blev der bl.a. nedsat et udvalg, der havde til formål at undersøge den almindelige læsers behov.

Midt i alle disse drøftelser skrev lektor Peter Beck i Meddelelser, nr. 4 fra 1949, en opfordring til Selskabet: »Søren Kierkegaard og danskundervisningen i gymnasiet«. Heri beretter han om den mærkelige stilling, Kierkegaard havde fået i undervisningen: »Alle gymnasielærere indrømmer, at han hører til de helt store, og dog læses han meget lidt, fordi han er så svær. De 20-30 lærere, jeg i årenes løb har været censor for til studenterexamen, har intet opgivet af ham«. Beck tilføjer dog, at der nok findes enkelte religionslærere, der gennemgår Kierkegaards hovedtanker. Og han fortsætter: »Nu er der een ting, man i gymnasiet altid kan gøre: fortælle hans biografi. (…) Enhver dansklærer kan nemt en 3-4 Timer fortælle om S.K.s liv, hans slægt og de samtidige, han er kommen i berøring med. Det kan også lade sig gøre at fremstille hans hovedtanker – de 6 stadier f. eks. Også her findes der gode hjælpemidler (…). Men uden tekster bliver gennemgangen ofte noget skematisk og for populær, så selv om ideerne er rigtigt fremstillet, mangler der altid en væsentlig side: S.K.s store kunstneriske evne. (…) Jeg kunde derfor tænke mig, at Søren Kierkegaard Selskabet medvirkede til, at der blev udgivet små udvalg af S.K., der blev meget grundigt kommenteret, både m.h.t. indhold og form (sprog, stil). Om det så er mest hensigtsmæssigt at udgive en større antologi eller fordele stoffet i mindre hefter efter emner, ved jeg ikke. Udvalget bør bl.a. omfatte de mest læste ting (‘Modersmaalet’, ‘Lilierne paa Marken’, ‘Skovduen’, ‘Diapsalmata’). Et udvalg kunne således belyse hans forhold til faderen. Desuden bør der være henvisninger til K.s værker og papirer og behandlinger af stoffet af andre med nøjagtigt sidetal. Er stoffet velvalgt, kommentaren fornuftig og litteraturhenvisningerne fyldige, kritiske og nøjagtige, vil den interesserede læser hurtigt begynde at trænge ind i stoffet. Et sådant udvalg vil være den bedste introduktion til S.K.« Disse betragtninger lader Beck munde ud i en direkte opfordring til Selskabet: »Det ville være et fortjenstfuldt arbejde, hvis Søren Kierkegaard Selskabet ved udgivelsen af en antologi og også ved udgivelsen af de store værker kunne bidrage til en større forståelse af vor største filosof«.

Becks indlæg i Meddelelser blev ikke upåagtet. Allerede den 4. oktober 1949 kunne en avis finde de store typer frem: »Kierkegaard er for svær for Gymnasiet«, ledsaget af de lidt mindre: »Søren Kierkegaard opgives ikke til studentereksamen, og der gøres i det hele taget meget lidt ud af ham«. Efter en kort fremstilling af Becks artikel bringer journalisten, ‘Max.’, en udtalelse i sagen fra formanden for Statsskolernes Lærerforening, adjunkt Folke Roikjer. Han, der selv er dansklærer, kan kun bekræfte, bemærkningerne om den stedmoderlige behandling af Kierkegaard, men henviser dog til religionstimerne, hvor der undervises i Kierkegaard ved benyttelse af det kommenterede teksthæfte, som Religionslærerforeningen nyligt havde udgivet. Sådan er det i al fald på Roikjers eget gymnasium, Gl. Hellerup. Også Selskabets formand, Børge Nertman, bliver bedt om at udtale sig i sagen, og det gør han så: »Det kan selvfølgelig være meget godt. Men man har ellers det Indtryk, at paa adskillige Gymnasier henviser Dansklæreren til Religionslæreren og omvendt – med det Resultat, at ingen af dem rigtigt beskæftiger sig med Kierkegaard. Da jeg gik paa Metropolitanskolen i sin Tid, sagde min daværende Religionslærer: Søren Kierkegaard, nej, han er for svær«.

Debatten var begyndt. Dagen efter bragte en anden avis et indlæg af ‘x’, der på spørgsmålet om, hvorvidt gymnasiaster kan forstå Kierkegaard, giver sit eget, karske svar: »Nogle kan, andre kan det ikke. Og de kommer aldrig til det – selv om de bliver Professorer i Medicin. Men der er Gymnasiaster, som kender og forstaar Søren Kierkegaard bedre end deres Lærer; som der en Husmænd, der forstaar ham bedre end Sognets Præst og Læge. Vejen til Søren Kierkegaard staar nemlig ikke aaben for alle og er derfor ikke kun et Spørgsmaal om Alder og Dannelsestrin. For helt at forstaa og elske ham, skal man ved sin Fødsel have faaet en særlig Nøgle, som lukker op til hans Værker, der er en Verden for sig«. Dog ville det ifølge ‘x’ være konsekvent, hvis gymnasierne brugte mere tid på Kierkegaard – »mindst lige saa megen Tid som paa Hostrups Komedier, og helst lidt til«. For, som han fortsætter, »naar alle diskuterer ham og fælder Dom over ham – som et dannet Menneske af i Dag skal kunne gøre det og med Glæde gør det – maa man gerne kende lidt mere til ham end (…) de mange, som takket være et Doktordisputats, som de heller ikke har læst, men har set refereret, ved, at Søren Kierkegaard elskede Koteletter og Bourgogne og at gaa i Gribskov. For ved man ikke mere om ham, har man det som de mange, der ikke ved andet om Tycho Brahe, end at han døde, fordi hans Blære sprang, da han ikke turde forlade en kejserlig Middag, og at han havde Sølvnæse. Hvilket er noget lidt at ‘vide’ om Danmarks største Astronom«.

‘x’ afslutter sit indlæg med at understrege, at Kierkegaard aldrig bliver folkelæsning – »Han vilde være svær – og ih, hvor det lykkedes for ham«. Derfor frygter ‘x’, at der med den internationale berømmelse snart vil komme »et amerikansk Resumé: ‘Søren Kierkegaard i ti linier’, som alle kan forstaa«. Det kan nemlig ikke være til nogen skade, hvis ungdommen i Kierkegaards eget land fik et lidt større kendskab til ham end et »koncentreret Koncentrat«. Og så ved ingen lærer jo, om der i klassen skulle sidde en af de få elever, »som i Sind og i sit Hjerte ejer Nøglen til Søren Kierkegaards Verden. Og ved at høre om ham faar Lyst til at bruge den«.

I Selskabets eget organ, Meddelelser, kom der også indlæg i debatten. I januar-nummeret 1950 giver seminarielærer Erik Schmidt Petersen i artiklen »Søren Kierkegaard og Pædagogerne« sagen en lidt anden drejning, eller om man vil, han udvider diskussionen. Han begynder med at rose ikke bare Becks initiativ, men også manden selv: »Lektor Beck er aabenbart en af de ikke faa stilfærdige og nøgterne Kierkegaard-Kendere, der ikke blusser op i en Straaild, foraarsaget af Modens herskende Vind, men nærer den trofaste Kærlighed, der ytrer sig i fortroligt Samliv«.

Schmidt Petersens anliggende gælder ikke så meget gymnasiastens habitus eller de manglende skole-udvalg af Kierkegaards skrifter, omend disse spørgsmål indgår i den større helhed, som han vil fremme. Det er læreren, der er i fokus; pædagogikken og alt hvad denne kan lære af Kierkegaard og den sokratiske metode. Derfor foreslår han Selskabet »at samle interesserede Skolefolk – fra Højskolerne, Ungdomsskolerne, Gymnasierne, Realskolerne, Folkeskolen og Seminarierne« for at gøre opmærksom på »de direkte aktuelle pædagogiske Værdier (Aktivitetspædagogikkens Baggrund), der findes hos Kierkegaard, men mindst lige saa meget [for] at bestyrke dem, der allerede kender Kierkegaard«. Et næste skridt ville være at aktivisere disse skolefolk »som jævne og des mere livsnære Fortolkere af den visselig ofte vanskelige Kierkegaard i en Tid, der paa ganske særlig Vis har Brug for det, han har at sige os«. Var det ikke en idé, fortsætter Schmidt Petersen, at Selskabet indbød disse skolefolk til en aften eller flere – »allerhelst til et flere Dages Sommerstævne, f. Eks. paa Hindsgavl«? »Maaske kunde det arrangeres i Samarbejde med f. Eks. Det pædagogiske Selskab. / Det vilde være i nær Overensstemmelse med begge Selskabers Formaal«.

Til sidst opridser Schmidt Petersen resultatet af sådanne anstrengelser: »Kan Kierkegaard Selskabet være med til at aktivisere Skolefolk ad disse eller lignende Veje, forekommer det mig, at der her rummes uoverskuelige Muligheder for, at Kendskabet til vor videst rækkende Landsmand og alt det, han viser Vej til, kunde naa videre ud i hans eget Folk, end det hidtil har været Tilfældet«.

Schmidt Petersens opfordring til Selskabet og hans ihærdige arbejde i denne retning førte dog aldrig til noget arrangement. Til gengæld barslede et medlem af bestyrelsen, professor Billeskov Jansen, snart efter (1950) med et glimrende udvalg af Kierkegaards tekster samlet i tre bind, ledsaget af et fjerde, der indeholdt »Stiger til disse himmelhøje Tekster«, dvs. gode indledninger og velskrevne kommentarer. Med Billeskov Jansens udgave, der virkeligt udfyldte et savn, stilnede debatten en smule af. Man kan dog stadig finde indlæg i aviserne, fx som Ole Krugers den 3. november i National Tidende, hvor han skriver til redaktionen: »Det har glædet mig meget at se de mange Omtaler og Kroniker om Søren Kierkegaard, som i den senere Tid har været optaget i Bladet.

Desværre skæmmes de alle af, hvad jeg vil kalde den gennemgaaende Patenttaabelighed. Den bestaar deri, at det med allehaande Fagter forklares, at SK er dyb og dunkel, at der maa sættes Stiger til de himmelhøje Tekster, og at kun særlig indviede har Haab om at forstaa dem«. Når man ser bort fra, at Kierkegaard levede i en anden historisk periode og forudsatte kundskaber især i de antikke sprog, så er der ifølge Kruger intet i forfatterskabet, som ikke ethvert menneske, der kan læse dansk, kan tilegne sig. Men hvad er det da for vanskeligheder debatten drejer sig om? »Vanskeligheden med Tidsforskellen og Sproget har de udmærkede Udgaver, der senere er kommet, fjernet; men i Stedet søger man at foregøgle Publikum andre og mere betydelige, nemlig at SK i sig selv er ‘svær’. Hvorfor ikke ligeud fortælle Publikum, hvordan det hænger sammen?« Sagen er ganske simpel, fortsætter Kruger: »For den, der ganske fordomsfrit ønsker at tilegne sig Sandheden, er Vanskeligheden ved at tilegne sig Søren Kierkegaard ikke større end Vanskeligheden ved i det hele taget at tilegne sig Sandheden, nemlig den, at den altid er ubehagelig«.

Farvel til formanden

Selskabet gav også anledning til mindre flatterende omtale i pressen. Det skete, da man besluttede at afsætte Selskabets formand og medstifter Børge Nertman. I oktobernummeret af Meddelelser fra 1950 henvendte bestyrelsen sig til medlemmerne for at orientere dem om sagen. Nertman havde for nogen tid siden fået overdraget Selskabets regnskabsbøger, men – som det hedder –: »Det viste sig, dels at Regnskabet i sig selv var ret uoverskueligt, dels mangelfuldt udført. Dertil kom, at Dir. Nertman privat havde paataget sig at betale et Par af Selskabets ældre Gældsposter, men ikke havde overholdt den indgaaede Aftale. Endelig mente den øvrige Bestyrelse, at den ikke af Dir. Nertman var blevet holdt fuldt orienteret om Selskabets økonomiske Stilling. Alt dette medførte, at det blev anset for nødvendigt, at Dir. Nertman udtraadte af Bestyrelsen, som derefter anmodede Prof. N.H. Søe, Selskabets hidtidige Næstformand, om at overtage Formandshvervet«.

Da bestyrelsens redegørelse i oktober kom på tryk, havde sagen allerede været opslået i flere aviser, bl.a. i Information, der den 9. august 1950 bragte nyheden under overskriften: »Kierkegaard selskabet beder sin formand gaa«. I artiklen læser man: »Til Information sagde Direktør Nertman, der imorges opholdt sig paa Bornholm: Det er mig selv, der har anmodet om at blive fritaget for hvervet som formand. Grunden er udelukkende, at jeg mangler tid. // Selskabets sekretær, direktør N. Thuelstrup [sic!], siger dertil, at det er en meget mærkelig formulering af fakta. Man har anmodet direktøren om at gaa efter uoverensstemmelser i overilede økonomiske dispositioner, hvis følger bestyrelsesmedlemmerne selv har maattet bringe ud af verden«.

Som en slags efterspil til sagen måtte Selskabet nogle måneder senere igen lægge navn til avisernes store overskrifter. Den 20. februar 1951 indkaldte Nertman og seminarielærer Erik Schmidt Petersen til pressemøde på Hotel Hafnia. Nertman var da direktør for »Nertman og Brandts Forlag«, hvor Erik Schmidt Petersen udgav sine populære Kierkegaard-udgaver. Schmidt Petersen havde kort forinden af Universitet fået afslag på at holde forelæsninger om Kierkegaard i Anneks-Auditorium, hvilket var den direkte anledning til sagen. Næste dag udkom aviserne med overskrifter som »Voldsomt Angreb paa Kierkegaard-Selskabet« og »Saboteres Populariseringen af Søren Kierkegaard?«

Den sidste overskrift stammer fra Berlingske Aftenavis, der bragte en længere rappotage fra pressemødet. »Direktør Nertman havde i Indledningen af sin Redegørelse ønsket at rense sig for de Rygter, der har verseret om Aarsagen til hans Tilbagetræden fra Formandsposten. Han gjorde gældende, at han ikke var nogen ‘Kasseberøver’, og at det ene og alene var Forhold i hans egen personlige Økonomi, der gjorde det ønskeligt, at han trak sig tilbage«. Nertmans umiddelbare fortørnelse var dog rettet mod Universitets manglende anerkendelse af Schmidt Petersen: »Deri kan jeg kun lægge, at man fra den Kreds af Professorer, der står Søren Kierkegaard-Selskabets nær (…), vil lægge alvorlige Hindringer for Udbredelsen i Folket af Kendskabet til Søren Kierkegaards Skrifter og Tanker«. Hertil tilføjede stridens genstand, Schmidt Petersen, at det ikke skulle gøres til et spørgsmål om hans person: »Forholdet er det ganske enkle, at Søren Kierkegaard-Selskabet er blevet, hvad det ikke skulde være. Stillet over for Valget mellem den almene og den eksklusive Linie har man valgt den eksklusive. Man lægger Hindringer i Vejen for det folkelige Søren Kierkegaard-Arbejde herhjemme og i Udlandet. (…) Det er kun i Forbindelse med denne anti-folkelige Holdning hos Selskabets Bestyrelse, jeg kan begribe den mangel paa Forstaaelse, mit tidligere anerkendte populariserende Arbejde har mødt«.

Mod disse anklager havde Selskabets formand, professor N.H. Søe, om aftenen taget til genmæle med en erklæring, hvori han først fremhævede Nertmans store indsats ved dannelsen af Selskabet. Men så kom det: »Hans Administration af Selskabet var imidlertid af en saadan Art, at et Formandsskifte var en bydende Nødvendighed. Det undrer mig, at han ikke har forstaaet, at han gjorde klogest i at tie om de nærmere Omstændigheder«. Og Selskabets nyudnævnte formand fortsætter: »Hvad angaar Selskabets Arbejde for at popularisere Søren Kierkegaard, kan der henvises dels til de tre populære Forelæsnings-Rækker, der i Vinter holdes paa Universitetet, dels til Professor Billeskov Jansens fortjenstfulde Udvalg med Kommentarer, som ganske vist ikke er udgivet af Selskabet, men dog af dets Næstformand. Hvad Udlandet angaar, kommer der netop i disse Dage med Bidrag af Rask-Ørsted-Fondet et værk af Lektor, Magister Aage Henriksen om den skandinaviske Kierkegaard-Forskning. Det er affattet paa Engelsk«. På journalistens spørgsmål om Universitetes afslag kunne formanden ikke give noget svar, »da det er et internt Universitetsanliggende«.

Selskabets pris

For at fremme forskningen indstiftedes der i 1948 en »Søren Kierkegaard Selskabets Pris«. Opgaven blev formuleret af Selskabets bestyrelse og bekendtgjort ved opslag på universiteter og ved meddelelser til fagtidsskrifter og dagblade. Enhver, der havde lyst, kunne besvare opgaven, blot skulle den være affattet på dansk, norsk, svensk, tysk, engelsk eller fransk og så være skrevet på maskine. Selve offentliggørelsen af opgavens ordlyd fandt normalt sted i november, og da havde man lidt over et år, dvs. indtil januar i det næstfølgende år, til at udarbejde besvarelsen. Der blev nedsat en bedømmelseskomité, bestående af medlemmer af Selskabet, og hvert år den 5. maj (Kierkegaards fødselsdag) blev resultatet offentliggjort. Med prisen fulgte ud over æren den betragtelige sum af 1000 kroner, som Selskabet anonymt havde fået skænket til formålet.

Sammen med de otte paragraffer, der udgjorde statutterne, blev den første opgave (for året 1949) offentliggjort i Meddelelser nr. 1, 1949. Ordlyden var kort og godt: »Begrebet dialektik hos Søren Kierkegaard«, og lidt over et år senere, efter at de indsendte besvarelser var blevet læst, blev det kundgjort, at pastor Hermann Diem havde fået tilkendt prisen. Diems afhandling kom snart på tryk og blev kendt i Kierkegaardforskningen under titlen Die Existenzdialektik von Søren Kierkegaard (1950).

Med prisen begyndte naturligvis også en drøftelse af gode emner. I anledningen af det første prisspørgsmål gjorde »et interesseret medlem« i Meddelelser nr. 2, 1949, opmærksom på »et andet, måske lige så fundamentalt, men langt mindre bearbejdet emne«, som det ville være glædeligt at få belyst. Det var seminarielærer Erik Schmidt Petersen, der fremførte forskellige argumenter for sit forslag »Begrebet indirekte meddelelse hos Søren Kierkegaard«, bl.a. ved at henvise til emnets aktualitet »netop nu i selvvirksomhedspædagogikkens århundrede«. Dette forslag synes dog ikke at have vakt genklang i bestyrelsen, for snart efter barslede den med formuleringen for 1950: »Kierkegaard som Polemiker«, et emne, der aldrig fik en prisvinder.

Tidshorisonten blev med det næste prisspørgsmål ændret, således at ordlyden blev bekendtgjort i august, og afleveringsfristen sat til september året efter. På denne måde kunne opgaven gælde for 1951-52, hvilket fremgår af den helsides annonce, som Selskabets sekretær, Niels Thulstrup, indrykkede i Meddelelser nr. 2, 1951: »En filosofihistorisk Undersøgelse af Søren Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de Philosophiske Smuler, med særligt Henblik paa de af Kierkegaard benyttede litterære Kilder«. Opgaven blev desværre ikke besvaret, hvorfor Thulstrup selv måtte gøre arbejdet i sin kommenterede udgave af Efterskriften fra 1962.

»De personlige og historiske Forudsætninger for Søren Kierkegaards Kamp mod Kirken« ønskede man belyst i 1953, og man besluttede at tildele pastor, dr.theol. P. Wagndal fra Stockholm en mindre belønning. Året efter hed det: »Der ønskes en Undersøgelse af Søren Kierkegaards Sprog«, og for 1955 var emnet: »Begrebet det etiske hos Søren Kierkegaard til og med Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift«. For året 1956 var opgaven rettet mod »Søren Kiekegaard og Bibelen«, men som det året efter hed i en bekendgørelse: »Der er indkommet et par besvarelser af prisopgaven for 1956 (Søren Kierkegaard og Bibelen). Da imidlertid ingen af disse findes at være egnede for tildeling af prisen, og da man meget gerne ser fremkomsten af en tilfredstillende besvarelse af denne opgave, udskrives den atter for året 1957«. Opgaven var nu blevet præciseret (»En undersøgelse af Kierkegaards filologiske og eksegetiske benyttelse af Det gamle Testamente og Det nye Testamente i tiden fra udarbejdelsen af Indøvelse i Christendom«. Denne opgave blev vistnok den sidste, Selskabet udskrev.

DET ANDET DECENNIUM

Fra Metroannex til Teologisk Laboratorium

Den første paragraf i Søren Kierkegaard Selskabets vedtægter siger, at Selskabets »Hjemsted og Værneting er København«. Denne bestemmelse har rimeligt nok aldrig været til debat, da København jo var Kierkegaards egen by. Til gengæld har man altid diskuteret, hvordan man kunne gøre København til centrum for den internationale Kierkegaard-forskning, og hvordan Selskabet samtidig kunne undgå at miste kontakten til det øvrige Danmark. Men tilbage blev dog at finde et sted i København, hvor Selskabet kunne have til huse.

Et tidligt ønske var at få et ‘Kierkegaard-hus’, men det forudsatte rigtignok, at man ud over at finde en velegnet bygning også kunne skaffe de fornødne økonomiske midler. Et andet spørgsmål var, hvad et sådan hus skulle rumme. Naturligvis måtte der være plads til, at Selskabets beskedne sekretariat kunne indrette sig, men det ville også være ønskeligt, om man kunne oprette et bibliotek med læsepladser, hvor de tilrejsende Kierkegaard-forskere kunne studere i ro og mag. Kunne man hertil, forudsat at de sikkerhedsmæssige foranstaltninger var i orden, placere »Kierkegaard-Arkivet«, som Det kongelige Bibliotek vogter over, i et sådant hus? Og da forskellige klenodier fra Kierkegaards private gemakker begyndte at dukke op, og der snart blev dannet en komité med det formål at skabe et lille Kierkegaard-museum – hvor ville det være mest oplagt at indrette et sådant? Til alt dette kommer så spørgsmålet, om det ville være muligt at finde et sted, der også kunne indramme Selskabets forskellige mødeaktiviteter: bestyrelsesmøder, redaktionsmøder, generalforsamlinger, kunstneriske arrangementer, studiekredse og foredragsarrangementer. Som det fremgår, har der fra begyndelsen været nok at tage fat på – selv inden for bestemmelsen ‘København’.

Bortset fra de første generalforsamlinger og kunstneriske arrangementer, der blev holdt i Haandværkerforeningens lokaler, Dronningens Tværgade 2, det tidligere Moltkes Palæ, fandt Selskabets mødeaktiviteter i den første snes år altid sted i Universitets lokaler, mens Selskabets adresse som regel altid har fulgt sekretærens private bopæl. Det første år foregik studiekredse og foredrag i Universitetsannexet, Studiestræde 6, men fra 1950 til og med foråret 1964 dannedes den første ‘tradition’, idet foredragene, som det snart kom til at hedde i indbydelsen, blev afholdt »som sædvanlig i Universitets Metroannex, Fiolstræde 6«.

Ved indgangen til 1960’erne blussede debatten om et ‘Kierkegaard-hus’ pludselig igen op med fornynet styrke. Bladrede man den 10. februar 1960 i Kristeligt Dagblad, mødte man den store overskrift: »Kierkegaard-venner vil ‘bo’ i hans lejlighed«. Til artiklens andets blikfang hørte ud over et par billeder (en Corsar-karikatur af Kierkegaard og et fotografi af det nyeste fund: hans nøgler) også deloverskrifter som: »Søren Kierkegaard-Selskabet har plan om at købe Nørregade-hus«, »Mødestuer, Kierkegaard-bibliotek og beskedent kollegium« samt »Selskabet staar uden tag over hovedet«. Sagen drejede sig om huset Nørregade 38 (tidligere 230A), hvor Kierkegaard boede fra engang i 1840 til oktober 1844. Det var hér, han levede, da han brød med Regine Olsen, og det var hér, han i stuerne på første sal udkastede tankerne til flere af sine berømteste værker. Huset, der nu stod i fare for at blive saneret, havde endnu så meget af det oprindelige præg, at det kunne reddes som et Kierkegaard-minde.

Avisen fortæller: »Forleden holdt Søren Kierkegaard-Selskabet generalforsamling, og her fik pastor Villads Christensen ikke ringe tilslutning, da han foreslog, at selskabet skulle købe ejendommen Nørregade 38. / Søren Kierkegaard-Selskabet staar i øjeblikket uden tag over hovedet. Det maa holde sine møder paa universitetet, og man savner stærkt daglige samlingslokaler. / Kan selskabet skaffe de mange penge, der skal til for at købe ejendommen, kunne man paa én gang redde det minderige hus og faa plads til mødestuer, til et Kierkegaard-bibliotek, og maaske til et Søren Kierkegaard-kollegium af beskedent omfang. / Da forslaget blev stillet paa generalforsamlingen, tilbød en kvindelig deltager straks at give 10.000 kr. til formaalet. / Men man maa sandsynligvis møde med 300.000 kr. for at kunne købe huset. Der er i Søren Kierkegaards slægt meget velhavende nulevende efterkommere, og blandt Kierkegaards beundrere i udlandet findes adskillige rige mennesker. / Søren Kierkegaard-Selskabets bestyrelse har endnu ikke taget stilling til forslaget om at købe ejendommen i Nørregade. / Men forslaget er iøvrigt ganske klart formuleret. Pastor Christensen ønsker, at selskabet skal købe huset, lade butikkerne i stueetagen blive, som de er – hvorved man vil faa en indtægtskilde til driften – formaa det ejendomsmæglerfirma, som i dag raader over Søren Kierkegaards gamle lejlighed, til at flytte, og selv overtage hele 1. sal, der i flere aar var Kierkegaards hjem«.

Artiklen fortsætter med at omtale de forskellige planer, man havde med huset. Ud over at få nogle faste mødelokaler, som vel næppe kunne erstatte foredrags-auditorierne, var det sikkert, at der skulle oprettes et bibliotek med såvel Kierkegards egne skrifter som de bøger, han brugte i forbindelse med sit forfatterskab. Endvidere ville man, hvis det var muligt at »komme overens med beboerne af resten af huset«, indrette et mindre kollegium for udenlandske Kierkegaard-interesserede: »Søren Kierkegaard-Selskabet og universitetet faar hvert aar besøg af mange udlændinge, som her i byen vil studere Kierkegaard, eller blot se, hvad vi har tilbage, der minder om hans store personlighed. / Der kommer baade professorer og unge studenter, som vil drive et indgaaende studium, og enthusiaster, som vil indsnuse lidt af luften i det gamle København, Søren Kierkegaard færdedes i. / Det er en del af planen om køb af huset, at man kunne indrette en del værelser til brug for udlændinge, som kommer hertil af interesse for Søren Kierkegaard. De skulle lejes saa billigt ud, at udenlandske studerende fik raad til at bo der. / For dem vil det være en stor oplevelse at komme til at bo i Søren Kierkegaards gamle hus. Og desuden ville de faa bopæl lige i nærheden af universitetet, universitetsbiblioteket og andre steder, hvor materialet til deres studier findes«.

Den tidligere plan om i et sådant hus tillige at indrette et Kierkegaard-museum, var derimod blevet opgivet. Årsagen hertil var ikke så meget den lidt hånende kritik, som dette forehavende ofte var blevet mødt med i offentligheden. Til de fornemme kritikere hørte Per Lange, der i sit essay »Tanker vedrørende et Kierkegaard-Museum«, trykt som kronik den 13. juni 1951 i Berlingske Aftenavis, causerede over den ivrige Kierkegaard-dyrkelse: »Formodentlig er Baggrunden for denne Fetichdyrkelse en Art dunkle, animistiske Forestillinger om, at den Afdødes Kraft (…) kan overføres til Ejeren«. Unægteligt et pudsigt perspektiv for den, der vil danne sin ånd ved Kierkegaard. Men når museumsplanerne ikke længere var på dagsordenen, skyldtes det, at man slet ikke var i besiddelse af så mange genstande, som selv et mindre museum måtte fordre, og at man i stedet havde besluttet at indrette en mindestue andetsteds. Et sådant forehavende havde blandt andre Ekstrabladet en halvt snes år tidligere slået til lyd for. I tilslutning til Ekstrabladets forslag om et »Kierkegaard-Værelse i København«, der ud over at være et værdigt minde også ville blive en store turistattraktion, henvendte direktør Andreas Harboe fra Baltic Hotel sig til avisen, hvor han den 31. marts 1949 citeres for følgende: »Det glæder mig meget at se, at De vil kæmpe for et Søren Kierkegaard-værelse (…), for et saadant har i mange aar været min kongstanke. Søren Kierkegaard var min bedstemors fætter, og jeg har selv en del Kierkegaard-ting, som jeg synes retteligt hører hjemme i et Kierkegaard-værelse – originaludgaver af hans bøger, enkelte af hans personlige ejendele, bl.a. nøglerne til faderens og hans lejlighed paa hjørnet af Frederiksberggade og Gammeltorv, og nogle breve, derimellem et til Regina Olsen. (…) For resten burde der være to værelser, for et Kierkegaard-bibliotek kommer vi ikke uden om. Man kan vist roligt regne med, at udlændingene ville strømme til. Hvor Søren Kierkegaard-værelset skal være, kan diskuteres, men der er forskellige muligheder, idet der er flere ejendomme i København, som han havde tilknytning til«. I 1960 blev de indsamlede effekter overdraget magistraten, der straks kunne åbne en mindestue i Københavns Bymuseum, den gamle skydebanes bygninger på Vesterbro, hvor klenodierne den dag i dag har til huse.

Ideen om at købe huset i Nørregade blev imidlertid ikke til noget. I en avis den 11. maj 1960 kan man under overskriften »Kierkegaard-mindestue i Københavns Bymuseum« læse om slagets videre gang. Artiklen, der er forfattet af ‘veha’, begynder: »Saa fik Søren Kierkegaard sin mindestue. Det blev ikke i Nørregade, Skindergade eller Nytorv og heller ikke andre af de talrige steder, hvor vor berømte filosof boede i sit kort tilmaalte liv, men derimod paa Københavns Bymuseum i det gamle skydebrødre-palæ. Og selv om det her er et tiltalende rum, et interiør næsten fra tiden, Søren Kierkegaard-udvalget med arkitekt Ib Lundings hjælp og magistratens gæstfrihed her har faaet skabt, kunne det nu nok have været interessant at have set ‘Søren Kierkegaard-Selskabet’s plan om et ‘studie-laboratorium’ i et af de borgerhuse, hvor Kierkegaard virkelig levede, ført ud i livet«.

Det havde kostet megen anstrengelse at indsamle de personlige ejendele, som mindestuen nu kunne fremvise. Æren for dette arbejde tilkommer den særlige ‘Kierkegaard-komité’, der i årevis havde arbejdet med det ene formål at opspore og indsamle de spredte effekter. Komiteen bestod gennem årene af undervisningsminister, professor Flemming Hvidberg, socialminister Julius Bomholt, rigsantikvar Johannes Brøndsted, rigsarkivar Axel Linvald, professor Frithjof Brandt, pastor Børge Hjerl-Hansen, bibliotekar H.P. Rohde, redaktør Jørgen Buch og fra Selskabets bestyrelse professor Billeskov Jansen og kordegn Olaf Kierkegaard.

Da det altså ikke blev til et ‘Kierkegaard-hus’ måtte Selskabet fortsætte sin tilværelse »uden tag over hovedet«. I efteråret 1964 vendte man tilbage til Studiegaarden, Studiestræde 6, hvor Teologisk Laboratoriums »større Øvelsesal« blev samlingsstedet for foredrag frem til og med foråret 1972. Der skete dog i perioden det glædelige, at et af de tidligste ønsker gik i opfyldelse. I tilknytning til Teologisk Laboratorium ved Københavns Universitet oprettede man nemlig i 1965 et »Søren Kierkegaard Biblioteket« med beliggenhed i stueetagen Sankt Peders Stræde 5. På generalforsamlingen i 1967 besluttede man, at Selskabets adresse for fremtiden var c/o Biblioteket, og man skrev til medlemmerne: »Man skal herved anmode om, at denne Adresse herefter benyttes ved alle Henvendelser til Selskabet«.

I Kierkegaardiana XI, s. 202f. kan man læse om det nyoprettede bibliotek, hvis daglige leder var Selskabets sekretær, lektor Niels Thulstrup. Det var ideen, at bibliotekets bogbestand altid skulle være umiddelbart disponibel; i stedet for at låne bøgerne ud ville man skabe et godt arbejdssted med læsepladser til forskere, studenter og andre interesserede. Ved en særlig imødekommenhed fra Statens almindelige Videnskabsfond og Københavns Universitet var det allerede lykkedes at erhverve »et Par private Samlinger af betydelig Værdi samt at anskaffe enkelte, større Textudgaver«. Men også private donorer havde vist sig, deriblandt den 87-årige enkepastorinde Margrethe Wemmelund, om hvem man i en avis den 21. december 1965 kunne læse: »Fru Wemmelund besluttede at skænke det nye Søren Kierkegaard-bibliotek sin mands Søren Kierkegaard-samling, da hun i radioen hørte, at biblioteket skulle oprettes. Det er blevet til 16 store værker«.

Selskabet, der stadig måtte afholde de større arrangementer i Metroannexet, kunne i Biblioteket finde plads til bestyrelsesmøderne. Også efter 1969, hvor Biblioteket blev indlemmet i det selvstændige Søren Kierkegaard Institut.

Jubelåret 1963

I 1963 var det 150 år siden, Søren Kierkegaard kom til verden. Og han var ikke blevet glemt. Dette fremgik med al tydelighed da Gyldendal i 1962 lancerede en billigudgave af Kierkegaards samlede værker i 20 bind. Udgaven, der blev redigeret af Peter P. Rohde, forelå allerede afsluttet i 1964. Og den blev en forbavsende succes. Således kunne Gyldendal den 24. januar 1963 indrykke følgende forlagsannonce i landets aviser: »12.000 mennesker / subskriberer på / Søren / Kierkegaard / Samlede værker 1-20 / i billigudgave // Tegn Deres / subskription nu / 5 bind udsendt / Pr. bind kr. 11.50, / indb. 21.50 / Gyldendal«. Næppe før har så mange haft så meget Kierkegaard stående på reolen.

I jubelåret 1963 blev Kierkegaard således fejret som aldrig før. Man kunne i aviserne læse om udstillinger og andre begiverheder til minde om den store filosof verden over. Snart var der udstilling på Donnelley biblioteket i New York, snart blev der annonceret forelæsninger på State University of New York, på Haverford College i Pennsylvania, på St. Olaf College i Minnesota, på Georgetown University eller ved det teologiske fakultet på Yale. Snart var der udstilling i Det danske Hus på Champs-Elysées, snart var der arrangeret særlige forelæsninger på de belgiske universiter. Ja, også i Vestjylland mindedes meningheden i Sædding Kirke årsdagen ved en særlig højmesse, hvor sognepræsten fra prædikestolen talte om Søren Kierkegaard som digter og filosof. Og særligt i ugen op til den 5. maj bugnede aviserne af artikler, kronikker, ledere, notitser, læsebreve osv. Således kunne de fleste avislæsere den 30. april tage imod formanden for Japans Søren Kierkegaard Selskab, professor Masuru Otani, der netop var ankommet med SAS-polarfly fra Tokyo for at medvirke i festlighederne. På selve dagen kunne man i fjernsynet se en udsendelse om Kierkegaard, tilrettelagt af Peter P. Rohde og Vagn Grossen, og senere på aftenen kunne man i radioen følge en montage med professor P.G. Lindhardt, der fortalte om Kierkegaard, mens Olaf Ussing tog sig af citaterne.

Naturligvis var det København, der var begivenhedernes centrum. Dette fik da også Københavns Kommune til at udskrive en stile-konkurrence blandt de københavnske gymnasieelever. Emnet var: »Et værk af Søren Kierkegaard, der særlig interesserer mig«, og vinderen blev belønnet med noget så avanceret som en båndoptager, mens der med anden- og tredjepladsen kun fulgte en pladespiller. Det kongelige Bibliotek åbnede den 4. maj mindeudstillingen »Søren Kierkegaard og hans samtid«, mens Københavns Bymuseum allerede to uger forinden havde slået dørene op for en større udstilling, der var bygget op omkring tre hovedemner: Kierkegaards liv, Kierkegaards forfatterskab og Kierkegaards forfatterskab i international belysning. Stor opmærksomhed fik også den festlige afsløring af en mindeplade hos Gyldendal i Klareboderne nr. 3. Afsløringen blev foretaget af kulturminister Julius Bomholt, og mindepladen bar indskriften: »I denne bygning har Søren Kierkegaard haft sin gang som elev i Borgerdydskolen 1821-1830«. I højtideligheden deltog flere medlemmer fra Selskabets bestyrelse.

Kierkegaard Selskabet havde naturligvis også arrangementer på programmet, men slet ikke i samme målestok som i 1955, hvor anledningen var 100 året for Kierkegaards død. Dengang havde man bl.a. formået at samle førende forskere fra en lang række lande til en kongres i København. Det var især dette, Selskabets formand, professor N.H. Søe tænkte på, da han i Kristeligt Dagblad den 8. marts 1963 blev spurgt om Selskabets kommende arrangementer og svarede, at man for otte år siden »i høj grad koncentrerede opmærksomheden om Danmarks store søn« og derfor nu ville »gå noget mere stille med dørene«. Selskabet havde besluttet at afstå fra at holde en lignende kongres, selv om man fra udenlandsk hold flere gange var blevet spurgt. I stedet indskrænkede man sig til den 5. maj – foruden at lægge blomster på Kierkegaards grav – at holde en særlig mindegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Her talte pastor emeritus Villads Christensen og professor N.H. Søe, mens den eneste søndagsprædiken, Kierkegaard har holdt, blev læst. Dagen efter blev der holdt en forelæsning i Københavns Universitets festsal ved den norske professor Paulus Svendsen; talen blev året efter bragt i Kierkegaardiana V.

Skønt N.H. Søe i Kristeligt Dagblad til programmet for mindedagen havde tilføjet »men derudover er der naturligvis mulighed for initiativ fra anden side, f.eks. publikationsmæssigt«, forblev dette dog kun ved muligheden. Dog udgav tidsskriftet Orbis Litterarum (bd. 18, nr. 1-2), ligesom det otte år tidligere havde gjort i samarbejde med Selskabet, et særnummer om Kierkegaard, hvortil flere af Selskabets medlemmer bidrog.

Året efter, altså i 1964, kunne Selskabet til gengæld udgive et nyt bind af såvel Populære skrifter som af Kierkegaardiana. Og de opsparede kræfter kunne derudover benyttes i det af UNESCO i april 1964 i Paris arrangerede Kierkegaard-Kollokvium. Foredragene og diskussionsindlæggene herfra blev senere publiceret under titlen Kierkegaard vivant, Paris 1966, med bidrag af bl.a. Jean-Paul Sartre, Gabriel Marcel, Karl Jaspers, Lucien Goldmann, Martin Heidegger, Jean Wahl og Niels Thulstrup. Blandt diskussionsdeltagerne var også Billeskov Jansen, Jean Hippolite, E. Levinas og Marie Mikulová Thulstrup.

Et nyt æresmedlem

Søren Kierkegaard Selskabet har altid haft forholdsvis mange medlemmer; aldrig under 100, i perioder op til 300. Derimod har det altid skortet på de særlige medlemmer, som vedtægterne giver mulighed for.

Til de særlige medlemmer hørte de ‘korresponderende medlemmer’, som omtales i de oprindelige vedtægters § 3: »Som korresponderende Medlemmer kan efter Bestyrelsens eller et Medlems Forslag paa en ordinær Generalforsamling optages udenlandske Borgere, der har vist særlig Interesse for Søren Kierkegaards Værk«.

Ved årsmødet i Haandværkerforeningen den 5. maj 1949 udnævntes en række korresponderende medlemmer. Et af dem var som tidligere nævnt bogholder Frederik Riedel, der jo ikke kom fra udlandet, men fra ‘provinsen’ Nykøbing Falster. I det uddrag af formandens årsberetning, der i 1949 blev trykt i Meddelelser nr. 2, kan man også læse om fem andre udnævnelser: »Selskabet har i Dag Medlemmer i Norge, Sverige, Finland, Island, England, Frankrig, Italien, Jugoslavien, U.S.A., og Bestyrelsen foreslaar følgende udnævnt til korresponderende Medlemmer: Professor Reidar Thomte [Minnesota, U.S.A.], Professor Howard A. Johnson [New York, U.S.A.], Professor Cornelio Fabro [Rom, Italien], Professor Valter Lindström [Åbo, Finland], Dr. John Björkhem [Saltsjö, Sverige]«. I de syv år, Meddelelser udkom, optrådte disse særlige medlemmer med navn og adresse på omslagets inderside, men herefter forsvandt de ‘korresponderende medlemmer’ både fra publikationerne og vedtægter, og siden da har Selskabet kun haft én type særlige medlemmer – æresmedlemmer.

Om disse hedder det i de oprindelige vedtægters § 3: »Som Æresmedlemmer kan optages Personer, naar Selskabet med 3/4 Majoritet vedtager det. / Æresmedlemmer optages paa en ordinær Generalforsamling efter indstilling fra Bestyrelsen eller efter særligt Forslag«. Denne paragraf blev senere ændret og lyder i dag: »Som æresmedlemmer kan optages personer, når Selskabets bestyrelse enstemmigt vedtager det«. En af de første ting Selskabet foretog sig efter stiftelsen i 1949, var som nævnt at udnævne den 80-årige, amerikanske Kierkegaard-forsker Walter Lowrie til æresmedlem, men han døde i august 1959 og derved mistede Selskabet sit eneste æresmedlem. Først i 1967 kan man i medlemslisten se, at Selskabet ud over de 170 danske og 48 udenlandske medlemmer havde fået et nyt æresmedlem. Det var professor, dr.theol. N.H. Søe. Da han i 1967 som formand valgte at udtræde af bestyrelsen på grund af alder, blev han straks på generalforsamlingen udnævnt til Selskabets æresmedlem.

To år tidligere var N.H. Søes 70 års fødselsdag blev fejret i landets aviser, bl.a. den 27.-28. november i Kristeligt Dagblad, hvor Selskabets næstformand, Billeskov Jansen hyldede formanden under overskriften »N.H. Søe og Søren Kierkegaard-Selskabet«. Det hedder her: »Da Søren Kierkegaard Selskabet blev stiftet i 1948, var det efter et anonymt pres fra mange sider; et privat initiativ blev taget, og den 5. maj 1948 var selskabet en realitet. Professor N.H. Søe var selskabets næstformand, og da der to år senere kom ændringer i bestyrelsens sammensætning, blev professor Søe formand og jeg næstformand. Denne konstellation har været bevaret siden, og skøndt professor Søe af og til har tænkt sig at vige formandspladsen, er det heldigvis ikke blevet til alvor. Han passer så udmærket til posten. I al stilfærdighed gør vi andre hvad vi kan for at hvervet ikke skal besvære formanden for meget – men er der en betydningsfuld afgørelse der skal træffes, en vanskelig, måske ubehagelig forhandling der skal føres, så er formanden parat, med sin personligheds hele vægt«.

Billeskov Jansen fortæller videre, hvordan N.H. Søe med foredrag og studiekredse har bidraget til Selskabets trivsel, og han fortsætter: »Igennem nogle år udskrev selskabet en prisopgave inden for Kierkegaard-forskningen; Søe var oftest medbedømmer og formulerede ved disse lejligheder klare og velmotiverede domme. Det samme sikre judicium har han lagt for dagen, når det gjaldt optagelse af afhandlinger i selskabets skriftrækker. Da Søren Kierkegaard Selskabet i august 1955 afholdt en international Kierkegaard-kongres på Københavns Universitet, var professor Søe en både myndig og smidig præsident, bl.a. i kraft af sine glimrende sprogkundskaber«.

Den 10. juni 1978 døde N.H. Søe og professor Niels Thulstrup skrev i Kierkegaard XI en smuk nekrolog, hvori det bl.a. hedder: »Uden Tøven traadte Søe til som Formand i en for Selskabet vanskelig Periode, og han ledede det med en selvfølgelig Myndighed gennem en lang Aarrække, men samtidig med en ejendommelig Beskedenhed og en ikke sjældent udtalt Beklagelse af, at han ikke udrettede tilstrækkeligt. For mig, der næsten uafbrudt i samme Periode var Selskabets Sekretær, var det en glædelig Oplevelse at erfare, at lige saa markant, ja egenraadig og stædig Søe kunde være i en faglig Diskussion, lige saa let og medgørlig var han i administrative Anliggender. Han tøvede aldrig med at paatage sig et Ansvar, hvor Situationen krævede det; men han var i det Hele heller aldrig betænkelig ved at overlade andre et Ansvar f.Eks. for Antagelse af et Manuskript eller Gennemførelsen af et litterært Projekt«. Thulstrup erindrer os om Søes indsats i Selskabets foredragsvirksomhed, om hans store virke ved Selskabets publikationer, både som tilsynsførende og som skribent. Nekrologen afsluttes med følgende ord: »Naar han paatog sig Hvervet som Formand for Søren Kierkegaaard Selskabet, var det sandsynligvis mere af Pligt end af egentlig Tilbøjelighed; men sin Pligt gjorde N.H. Søe«.

Nu skulle der gå en halv snes år, før Selskabet igen kunne udnævne et æresmedlem.

DET TREDJE DECENNIUM

Fra bibliotek til klubsalon

Da man på generalforsamlingen i 1967 vedtog, at Selskabets adresse fremover var c/o Søren Kierkegaard Biblioteket, Sct. Peders Stræde 5, anede en og anden måske, at dette ville blive en foreløbig adresse. Som tidligere nævnt fulgte adressen som regel Selskabets sekretær, hvilket hidtil – med undtagelse af et par år – havde været Niels Thulstrup. Men selvom han i 1967 blev næstformand, var han som daglig leder af Biblioteket kun interesseret i, at Selskabet blev knyttet til det nyetablerede Kierkegaard-miljø.

Samme år, 1967, kunne Thulstrup også fremvise retningslinjerne for udarbejdelse af artikler til den stort anlagte Kierkegaard-encyklopædi. Dette gigant-værk, som var planlagt til at udkomme på engelsk i 10 bind, havde tilknyttet snesevis af danske og udenlandske medarbejdere. Arbejdet fordrede ikke kun betydelige ressourcer, men også mere plads til redaktionen end Biblioteket kunne tilbyde. Man pønsede på en ny bopæl.

I efteråret 1969 kunne Thulstrup sende en plan til den økonomiske sponsor, Statens humanistiske Forskningsråd og i denne henvendelse hed det bl.a.: »Som bekendt findes der forskellige private teologiske Selskaber, som har Udgivervirksomhed og andre Former for videnskabeligt Arbejde som Formaal. Der kan nævnes, som det ældste, Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, Grundtvig-Selskabet, Kierkegaard Selskabet, og man kan nævne Collegium Biblicum og maaske Det danske Sprog- og Litteraturselskab. (…) I den senere Tid er jeg kommet paa den Tanke, at disse Selskaber med Fordel kan have et vist Arbejdsfællesskab samtidig med at de bevarer deres Selvstændighed. / De har alle Behov for et Sekretariat og for Expedition af Sager (…), og de har alle Behovet for Konferenceværelser, et Mødelokale, og i hvert Fald for Kierkegaard Selskabets vedkommende et betydeligt Behov for nogle Gæsteværelser til de mange udenlandske Forskere, der til Stadighed opholder sig her som Medarbejdere ved Kierkegaard Encyclopædien og som Oversættere af Kierkegaard. Alle Selskaber har ligeledes Brug for nogenlunde god Arkivplads til Publikationer o.a. / Jeg har drøftet denne Tanke med Lederne af disse forskellige Selskaber og med enkelte andre (…), og der har (…) vist sig at være betydelig Interesse og meget vidtgaaende Enighed om denne fordelagtige Plan. / Selv mener jeg, at skønt der vil være visse Omkostninger forbundet med Etableringen af et saadant fælles Foretagende, saa vil man (…) paa længere Sigt kunne arbejde med mindre Omkostninger end nu. (…) Der er vidtgaaende Enighed om dette Synspunkt og ligeledes om, at de ydre Rammer bedst kan være en virkeligt rummelig, ældre Villa, saadan som de findes i Gentofte eller paa Frederiksberg. Der skal først og fremmest være den nødvendige Plads, der skal være Arbejdsro og der skal være bekvemme Trafikforbindelser – skønt dette sidste ikke er saa afgørende idag som for 10 Aar siden«. Thulstrup afslutter sin orientering med at oplyse, at ligesom forhandlingerne selskaberne imellem fortsætter, således er der heller ikke truffet beslutning om nogen bestemt ejendom. I løbet af det kommende år, når tingene var faldet på plads, ville der »blive rette Henvendelse til Forskningsraadet om Støtte til Planens Gennemførelse«.

Efter at Forskningsrådet den 17. januar 1970 havde holdt møde og drøftet sagen, kunne man per brev meddele Thulstrup følgende: »Rådet fandt det ikke ønskeligt at tilstræbe en centralisering af alle humanistiske selskabers udgivervirksomhed. Derimod ønskede man at undersøge mulighederne for i større omfang at etablere fælles faciliteter for de selskaber, der er interesseret heri«.

Nogle måneder gik med forhandlinger, og den 2. maj kunne Thulstrup som Selskabets repræsentant henvende sig til bestyrelsen for A/S Import-Kaffekompagniet Hansa, der ejede ejendommen Hauserplads 12: »Det kan herved meddeles, at Søren Kierkegaard Selskabet (…), Nordisk Institut for kirkehistorisk Forskning (…), Collegium Biblicum (…), samt dansk Selskab for Oldtids – og Middelalderforskning (…), er interesserede i at leje Kontorlokaler (…) Hauser Plads 12, 1. sal«. Den praktiske afgørelse i Statens humanistiske Forskningsråd kunne dog tidligst foretages på mødet den 9. maj. Kaffekompagniet og Forskningsrådet slog til, og straks blev der udformet en lejekontrakt for perioden 15. maj 1970 til 15. maj 1975.

Redaktionen flyttede straks til de nye lokaler, og ændrede navn til ‘Editions-Societetet’. Og Selskabet flyttede med. Man fik sig indrettet, fru Thulstrup blev ansat som redaktionssekretær og arbejdet kunne for alvor begynde. I et »Cirkulære til medarbejderne« af maj 1970 fremgår det, at redaktionen »i nær fremtid« ville afslutte arbejdet med de foreliggende artikler og »foretage en fordeling af emnerne for bogstaverne C og D og fremefter«. Så vidt nåede det nu aldrig. Da lejemålet fem år senere udløb, var det første bind endnu ikke nået i trykken, og et par år senere blev hele projektet afblæst. En del af artiklerne blev dog af ægteparret Thulstrup senere udgivet i Biblioteca Kierkegaardiana.

I de fem år, Selskabet holdt til på Hauserplads, var det også her, man kom til bestyrelsesmøde. Derimod blev foredragene, der i en årrække fandt sted i Teologisk Laboratoriums »større Øvelsesal«, fra efteråret 1972 flyttet til et af auditorierne i Købmagergade 44-46, hvor Det teologiske Fakultet kort forinden havde indrettet sig. Undtagelsen var den korte periode fra efteråret 1974 til hen på efteråret 1975, hvor man, som det fremgår af et mødereferat, anskaffede »10-15 klapstole og et garderobestativ« og indrettede sig på Hauserplads. Først i efteråret 1975 kunne man samle bestyrelsesmøder og foredragsarrangementer på ét sted, nemlig klubsalonen i Borgernes Hus, Rosenborggade 1. »Her vil«, som man skrev til medlemmerne, »Søren Kierkegaard Selskabets møder for fremtiden blive holdt«. Og således blev det – frem til næste decennium.

Udflugten den 5. maj

Naturligvis måtte den 5. maj, Søren Kierkegaards fødselsdag, fejres i et Selskab, der bærer hans navn. Men først fra begyndelsen af 1960’erne kan man tale om en særlig tradition. Den bestod i, at man på fødselsdagen forlod København for at besøge et af de steder, der var knyttet til Kierkegaard. Man vandrede rundt i de friske omgivelser og nød et lettere traktement på et lokalt spisested. Der blev holdt et foredrag, ofte efterfulgt af musikalsk underholdning.

Man kunne – som i 1964 – mødes på pavillonen ‘Josty’ i Frederiksberg Have og ligesom Johannes Climacus år forinden tænde en god cigar, mens man lyttede til professor Søren Holm, der talte om græciteten. Eller man kunne, som året efter, tage bussen til ‘Rudelsdal Kro’ ved Holte, som Kierkegaard besøgte på sine udflugter til Nordsjælland. Her talte Gregor Malantschuk, hvorefter koncertpianistinden Alice Thestrup spillede udtog af Figaro og Don Juan. Herefter blev der serveret: 3 stk. smørrebrød, en øl, kaffe og »et Stk. Kringle«, hvilket i perioden var udflugternes standardmenu. I 1966 gik turen til Fredensborg med kongeslottet og den store slotspark ned mod Esrom Sø. Her kom Kierkegaard ofte, ikke mindst på Store Kro, hvor værten, O.J. Cold, med glæde bød indenfor. Om dette og sikkert meget mere, orienterede lektor J. Steenberg i foredraget »Kulturlivet i Fredensborg paa Kierkegaards Tid«.

Et oplagt udflugtsmål var naturligvis Gilbjerg i Gilleleje, som man besøgte i 1962, 1967 og 1971. Dette var et af Kierkegaards yndlingssteder, som det fremgår af den kendte Gilleleje-optegnelse fra 1835, hvor det bl.a. hedder: »Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee?« Denne sentens står indhugget i den mindesten, man i 1935 rejste på stedet. Om turen til det »minderige Gilleleje« kan man læse i invitationen fra 1967: »Selvom der ikke mere er synlige minder tilbage (den afdeling af kroen hvor S.K. boede under sine besøg er nedbrændt) så vil vi alligevel kunne fornemme stemningen i naturen, der netop betog S.K. så meget. På havnepladsen findes endnu ‘den grønne bænk’, hvor fiskerne samles efter endt arbejde, og hvor det formodes at S.K. – sin vane tro – sikkert ofte har siddet og fået en snak med de forsamlede«. Alle år spiste man på Gilbjerghoved Hotel, hvor man også lyttede til foredrag og i 1967 til musik af Mozart. Det sidste år var de ellers så obligatoriske tre stykker smørrebrød erstattet af ‘Gilbjerg-platten’.

En af de kendte lokaliteter i Kierkegaards skrifter er Ottevejskrogen i Grib Skov. Den 4. maj 1913, altså på en dag nær 100 årsdagen for Kierkegaards fødsel, rejste man ved Rødepæl Stjernen i Grib Skov en mindedysse. Placeringen, der skyldtes skovrider Ludvig Bang Brüel, er senere blevet anfægtet, idet Ottevejskrogen, som den blev oplevet af Kierkegaard, vistnok skulle findes et par kilometer sydligere. Alt dette vidste dog Emanuel Skjoldager, der på udflugten i 1969 orienterede om forholdene, efter at man på Nøddebo Kro havde indtaget den sædvanlige menu.

To gange, i 1970 og 1972, gik turen til Carls-Sø i Hestehaven ved Hillerød. Her tog man sig god tid, eller som det hedder i indbydelsen til den sidste tur: »Vi nyder den forårsfriske skov og mindes Søren Kierkegaards journal Pap. I A 66«. Der sigtes til det sted i Gilleleie-optegnelserne, hvor fortælleren netop når frem til Hestehaven og Carls-Sø med ordene: »Her viste sig da et af de skjønneste Partier, jeg nogensinde har seet (…)«. På den første tur fortsatte man herefter til Slotspavillonen i Hillerød, hvor man spiste og hyggede sig under punktet »ordet er frit«, som der står i indbydelsen. På den anden tur spiste man på Hotel Leiderdorff i Hillerød, hvorefter forfatteren Jørgen Bukdahl talte om Kierkegaards indflydelse på nogle af det moderne gennembruds mænd.

Den 5. maj 1973 kunne Selskabet fejre sit 25-års jubilæum. Ved at tage S-toget til Sorgenfri station, gå mod kirken og dreje til venstre ad I.H. Mundtsvej og igen til venstre op over jernbanebroen, kom man til Lottenborgvej, hvis nr. 14 husede restaurant Lottenborg. Med udsigt over nogle af de egne i Lyngby, hvor Kierkegaard engang færdedes, var restauranten værdig til den store fest. Middagen blev serveret i Marinestuen og stod på »1. stk. sildemad, mørbrad Maison, 1. stk. ostemad, 1 øl og kaffe«. Ved bordet fortalte Selskabets sekretær, pastor Emanuel Skjoldager, om »Søren Kierkegaard og Lyngby«, mens festtalen blev holdt af Selskabets æresmedlem, professor, dr.theol. N.H. Søe. Efter bordet spillede Brendstrup Kvartetten partier af Mozarts Don Juan, »Eine kleine Nachtmusik« samt Beethovens variationer over »Reich’ mir die Hand, mein’ Liben«; endelig læste sceneinstruktør Harry Katlev op af »Forførerens Dagbog«.

Besøget på Lottenborg skabte tradition. Dog gik turen året efter til Allégade 10, nær Frederiksberg Rådhus, men fra 1975 til og med 1980 mødte man på dagen trofast op på Lottenborg. Hvert år lyttede man til et foredrag eller en oplæsning, og menuen var altid den samme; fra 1977 dog kun to stykker smørrebrød. Traditionen blev brudt i 1981, hvor man valgte Hotel 3 Falke i Falkoner Centeret på Frederiksberg, og i årene herefter har man rigtignok fejret dagen med specielle arrangementer, bl.a. på ‘Josty’, men den fine tradition med en udflugtsdag svandt stille bort.

En af årsagene hertil var måske, at Selskabets mangeårige sekretær, Emanuel Skjoldager, i 1982 trådte ud af bestyrelsen. At han var en sand kender af Kierkegaards opholdssteder i det nordsjællandske, fremgår bl.a. af hans bog Søren Kierkegaard og mindesmærkerne fra 1983. I forordet hertil skriver han: »I min egenskab af sekretær for Søren Kierkegaard Selskabet bliver jeg ofte kontaktet af danskere og udlændinge og bl.a. spurgt om, hvor der i København og i Danmark i øvrigt findes steder med særlig tilknytning til Søren Kierkegaard, og om der de steder findes mindesmærker for ham. / Disse henvendelser har givet mig ideen til bogen«. Skjoldagers bog afrundede udflugternes epoke i Selskabets historie.

DET FJERDE DECENNIUM

Aftale med Afdelingen

Ved indgangen til 1980’erne flyttede Selskabets foredragsarrangementer til nye lokaler. I foråret 1980 foregik møderne hos KFUM, St. Kannikestræde 19, mens man de følgende to sæsoner gæstede Soldaterhjemmet på første sal i Gothersgade 115. Fra efteråret 1981 til foråret 1989 fandt man nogle mere stabile rammer på Vartov, Farvergade 27, hvor man gerne lejede »Lille Sal« over gården. Der var dog i perioden to sæsoner, hvor man måtte leje auditorium 11 på Det teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46. At dette var en undtagelse, skyldtes ikke mindst lejeomkostningerne: I 1983 måtte Selskabet betale 738 kr. pr. aften, hvilket i 1986 var steget til 1145 kr., mens Vartov tog under det halve. Dette forhold ændrede sig imidlertid fra slutningen af 1980’erne, hvor Selskabet indgik en aftale med Det teologiske Fakultet. Fra efteråret 1989 og til i dag er alle foredrag blevet holdt her, enten i auditorium 7 eller i auditorium 11. Det er disse auditorier, der har været rammen om det nyere opsving i interessen for Kierkegaard; mens det tidligere ikke var unormalt, at et foredrag ku kunne tiltrække en 15-20 tilhørere, har tilhørerskaren i den sidste halve snes år været tre, fire, ja undertiden fem gange større.

I midten af 1970’erne blev der oprettet en Afdeling for Søren Kierkegaard-forskning under Institut for Systematisk Teologi. Her skabtes med tiden et miljø for udenlandske Kierkegaard-forskere og studerende, der under kortere eller længere ophold benyttede læsepladserne på Kierkegaard-Biblioteket. Fra midten af 1980’erne drøftede man flere gange på Selskabets bestyrelsesmøder, om det var muligt at etablere en form for samarbejde mellem Selskabet og Afdelingen, hvilket var så meget mere nærliggende, som flere af Selskabets bestyrelsesmedlemmer var fast knyttet til Afdelingen.

Efter en række møder forelå endelig »Aftale mellem Københavns Universitets Institut for Systematisk Teologi og Søren Kierkegaard Selskabet til fremme af Søren Kierkegaard-studiet m.v.« i slutningen af 1988. Det fremgår her, at aftalen var indgået med »henblik på optimal udnyttelse« af begge partes »ressourcer til studiet af Søren Kierkegaards forfatterskab, papirer m.v.«. Mere konkret betød aftalen et samarbejde om Selskabets publikationsrækker. Således blev det aftalt, at Kierkegaardiana skulle stile mod en årlig udgivelse og have en redaktion bestående af fire medlemmer, »hvoraf 2 medlemmer udpeges af afdelingen og 2 medlemmer af selskabet«. Endvidere skulle Populære Skrifter stile mod udgivelse hvert andet år og have to redaktionsmedlemmer, »hvoraf ét medlem udpeges af afdelingen og ét af selskabet«. Endelig skulle der etableres en redaktion til en ny skriftserie, Kierkegaard Conferences, hvis sigte var at publicere foredrag og indlæg ved Kierkegaard-konferencer. Denne redaktion skulle dog nedsættes ad hoc, dvs. når lejlighed og materiale tilbød sig. Det var nemlig også hensigten, at de to parter sammen skulle »søge tilvejebragt de fornødne midler til afholdelse af fælles seminarer, kongresser og lignende, af såvel nationalt som internationalt tilsnit«. Ud over samarbejdet om de tre redaktioner drøftede man i perioden muligheden af en videnskabelig udgivelse af Kierkegaards værker, samt udarbejdelse af en bibliografi over Kierkegaard-litteratur. Ifølge aftalen skulle Selskabet og Afdelingen i fællesskab tilstræbe at opnå de fornødne midler til sådanne videnskabelige arbejder. Med til aftalen hørte også, at Afdelingen »i videst muligt omfang« stillede sekretariatsfaciliteter og lokaler til rådighed for de nævnte redaktioner og arrangementer, og at de to parter i fællesskab skulle søge »den nødvendige forsknings- og sekretærbistand stillet til rådighed«.

Indeholdende disse punkter var aftalen klar til godkendelse for som det hedder: »Den nærmere tilrettelæggelse af samarbejdet aftales mellem afdelingen og selskabet«. Aftalen blev underskrevet af institutlederen for Systematisk Teologi, dekanen for Det teologiske Fakultet, rektor for Københavns Universitet samt fire repræsentanter for Selskabets bestyrelse, der alle var tilknyttet Afdelingen.

I begyndelsen af 1989 mødtes man for at konstituere de forskellige redaktioner og i øvrigt udmønte aftalen i et konkret arbejde. Og som det fremgik, var der nok at tage fat på. Allerede i 1989 kunne det første bind af Kierkegaard Conferences udkomme, efter en vellykket, international konference på Grundtvigs Højskole i sommeren 1988. Senere viste det sig dog, at dette bind skulle blive det sidste. Aftalen satte også sine spor i Kierkegaardiana, der fra bind 15 (1991) blev entydigt omlagt til et internationalt organ, der – modsat tidligere – kun bragte artikler og anmeldelser på hovedsprogene. Den internationale bestræbelse syntes kun mulig at indfri med brug af de kræfter, som var knyttet til Afdelingen. Også Populære Skrifter fik en ny form og udkom således med kortere artikler frem til det sidste bind i 1993.

Endelig blev der arbejdet på at tilvejebringe en ny udgave Kierkegaards samlede værker. Omkring 1990 var interessen for Kierkegaard på et højdepunkt, og Gyldendals tredjeudgave af Kierkegaards værker var for længst udsolgt. Tiden syntes da inde til at udgive værkerne på ny, men helst i en udgave, som kunne indfri de moderne krav til tekstkritik og kommentering. Dertil krævedes imidlertid så store økonomiske midler, at projektet efter mange forhandlinger måtte opgives. Man undersøgte derfor en tid muligheden af at genoptrykke førsteudgaven af Samlede Værker, men også dette måtte opgives. Og så udsendte Gyldendal i 1991 pludselig et nyt oplag af tredjeudgaven. Den var billig og mættede markedet.

At foranstalte en videnskabelig udgave i en tid, hvor tredjeudgaven kunne købes for en slik, var ikke nogen let opgave, og hverken Selskabet eller Afdelingen havde mulighed for at skaffe de fornødne ressourcer.. Det havde til gengæld Søren Kierkegaard Forskningscenteret, der med midler fra Grundforskningsfonden blev oprettet i 1994. Centeret, der fik til huse på etagen over Afdelingen i Købmagergade, havde nemlig som formål at skabe et centrum for den internationale Kierkegaard-forskning og at udgive alle Kierkegaards skrifter i en tekstkritisk og kommenteret udgave.

Det tredje æresmedlem

De tre paragraffer i Selskabets vedtægter, som omhandler bestyrelsesmedlemmer, er forblevet uændret gennem alle årene. I § 6 (senere § 5) kan man læse, at Selskabet ledes af en bestyrelse på indtil 10 medlemmer. Disse vælges på generalforsamlingen, og hvert år afgår to medlemmer efter anciennitet; genvalg kan dog finde sted. I § 7 (senere § 6) hedder det, at bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer og at den selv fastsætter sin forretningsorden. Endvidere kan bestyrelsen blandt Selskabets medlemmer nedsætte udvalg til fremme af Selskabets formål. I sådanne udvalg skal bestyrelsen altid være repræsenteret med mindst ét medlem. Endelig kan man i § 8 (senere § 7) læse: »Bestyrelsens Medlemmer er ulønnede, men de har Ret til at faa godtgjort Udlæg i Selskabets Anliggender. Til Bestridelse af Sekretær- og Kasserererhvervet kan Bestyrelsen antage lønnet Medhjælp«.

Bestemmelsen om, at man kan genvælges til bestyrelsen, har altid været godt benyttet. Således havde formanden, professor N.H. Søe, da han i 1967 trådte ud af bestyrelsen, siddet i hele 19 år, heraf de 17 som formand. Fem år senere, i 1972, kunne afdelingsingeniør Arne Jeppesen og professor Johannes Sløk forlade bestyrelsen efter hhv. 18 og 20 års virke. Og da dr.phil. Gregor Malantschuk døde i august 1978, havde han virket i bestyrelsen og holdt utallige foredrag i Selskabet gennem hele 27 år.

Det store skelsår er dog 1982, hvor et generationsskifte synes at finde sted. Dette år forlader fem medlemmer bestyrelsen på én gang: Niels Thulstrup, der var med ved Selskabets grundlæggelse i 1948, havde da siddet i bestyrelsen i 34 år, mens fru Thulstrup kun havde været i bestyrelsen de seneste fem år. Med fra begyndelsen var også Olaf Kierkegaard, hvorimod Hans-Martin Junghans først trådte ind i bestyrelsen i 1959 og således havde 23 år på bagen. Endelig forlod professor Steffen Steffensen bestyrelsen efter 15 år.

Ingen har dog siddet længere i bestyrelsen end professor F.J. Billeskov Jansen. Han var med, da Selskabet blev stiftet, og i de følgende år holdt han flere studiekredse og foredrag for Selskabets medlemmer. Han var en af de ledede kræfter bag kongressen i 1955, og han var aktiv i den komité, der indsamlede Kierkegaards personlige ejendele med et museum for øje. Til hans mangfoldige virke hører hans bidrag til Selskabets publikationer, fx det lille essay Hvordan skal vi studere Søren Kierkegaard?, der i 1949 indledte rækken af Populære Skrifter, og den historiske opsats »Bag masker«, der i 1993 indleder det sidste bind af Populære Skrifter.

Professor F.J. Billeskov Jansen trådte ud af bestyrelsen i 1983. Han havde da været med i samfulde 35 år, først som næstformand og siden N.H. Søes udtræden i 1967 som formand. Efter generalforsamlingen i 1983 takkede Helge Hultberg den afgående formand for hans store indsats, ikke mindst, som det hedder i referatet, »de 16 år som Selskabets helt igennem loyale og virkekraftige formand«. På bestyrelsesmødet den 20. december 1987 foreslog man at udnævne Billeskov Jansen til Selskabets æresmedlem, hvilket blev vedtaget af en enstemmig bestyrelse. I begyndelsen af 1988 fik Selskabet således igen – efter 10 år uden – et æresmedlem.

DET FEMTE DECENNIUM

Selskabet og den velvillige tidsånd

Kierkegaard er ikke bare dansk, han er efterhånden en global figur, hvorfor det kun er naturligt, at Selskabet i stigende grad er blevet kontaktet med henblik på at medvirke ved planlægning af Kierkegaard-konferencer i internationalt regi. Et af de mere spektakulære arrangementer var det brasilianske Kierkegaard-symposium i Sao Paulo sidst i 1991. I tilknytning til symposiet var der arrangeret to forelæsninger ved Det katolske Fakultet i Rio de Janeiro og et møde med den brasilianske kulturminister. Selve symposiet forløb over fire eftermiddage fra den 18. til den 21. november på Insituto de Estudos Avancados og bestod af fire forelæsninger med efterfølgende diskussion. Der blev knyttet en række faglige kontakter og drøftet konkrete projekter, bl.a. oversættelser af nogle af Kierkegaards værker til portugisisk. Fra Selskabet deltog Birgit Bertung, Arne Grøn og Eberhard Harbsmeier.

Året efter gik turen til Bulgarien, hvor der i Sofia fra 31. marts til 2. april afholdtes et seminar under titlen »Søren Kierkegaard – Philosoph, Schriftsteller, Theologe« med deltagelse af bl.a. Birgit Bertung, Poul Lübcke, Paul Müller, Hermann Schmid og Julia Watkin. Den officielle anledning til seminaret var oversættelsen af Om Begrebet Ironi, Enten – Eller og Begrebet Angest til bulgarsk. I slutningen af samme år tog Joakim Garff og Julia Watkin til Ungarn, hvor der i Budapest var arrangeret et ambitiøst og kontroversielt seminar med deltagelse af en række forskere og kunstnere fra alverdens lande. Som følge af denne stigende interesse for Kierkegaard i de østeuropæiske lande (et baltisk Kierkegaard-selskab indbød således et seminar i maj 1994) nedsatte Selskabet et såkaldt »Østeuropa-udvalg« bestående af Hermann Schmid og Joakim Garff.

I løbet af 1990’erne viste tidsånden sig i det hele taget fra sin mest velvillige side over for Selskabet, hvis møder oplevede en hidtil uhørt søgning af stort set alle faggrupper. Dette bidrog i vid udstrækning til at punktere den fordomsfulde opfattelse af foreningen som en esoterisk klub for højpandede paradoksmagere med hang til mandarinsprog. De gode tider kom bl.a. til udtryk ved, at man i begyndelsen af 1995 gjorde alvor af § 7 i Selskabets vedtægter og besluttede at yde en godtgørelse for dele af sekretær- og kassererarbejdet; det skete med følgende begrundelse: »Da selskabets medlemstilgang og dermed overskud er stadigt voksende, og arbejdsbyrden for sekretær/kasserer-funktionen derfor er stigende, forslås en godtgørelse for de kontor-opgaver, som denne funktion også medfører. Hermed tænkes på registrering i medlemskartotek, samt ikke mindst bogholderi (4-500 bilag) med afstemning og udformning af regnskab«.

Også foredragsholderne nød godt af fremgangen. Deres honorar havde i årevis været aldeles sokratisk, eftersom æren jo er det fejreste træ i skoven. Honoraret havde dog så småt materialiseret sig til et par flasker mellemgod rødvin fra Irma, men de klirrede og var ubekvemme i et tog til provinsen og blev derfor erstattet af et skønsomt udvalg af Selskabets seneste publikationer og et gavekort til C.A. Reitzel i Nørregade, hvor man kunne gå amok for 500 kroner. I slutningen af marts 1994 var Selskabet blevet tilbudt at købe frimærker forestillende Søren Kierkegaard, 60 ark à 50 stk., til en »favorabel pris«, og da frimærkerne stadig var frankeringsgyldige, tøvede Selskabet ikke et sekund og kunne herefter en tid lang glæde foredragsholderen med et ark af ‘hiin Enkelte’ i 50 små takkede eksemplarer. Fast tradition var det endvidere at byde foredragsholderen på lidt at spise efter foredraget, ostemad & pilsner på Puk, hvilket med tiden blev til en lille middag i »Café Rosenkælderen«, Rosengården 5, hvor en vis Lenka gav yderst personlig betjening, men pludselig drejede nøglen om og gjorde sig usynlig. Den 23. februar 1995 besluttede man i forbindelse med vedtagelsen af godtgørelsen til sekretæren at fordoble foredragsholdernes honorar, så de nu – foruden rejsegodtgørelse, publikationer, frimærker samt mad & drikke – blev udstyret med et boggavekort på hele 1000 kroner. For forslaget talte især formanden varmt, og man tænker uvilkårligt sit, når man ser, at selvsamme herre og to andre fra bestyrelsen i programmet for foråret 1995 figurerer som – foredragsholdere!

Tidsånden gjorde sig også gældende i Norge, hvor der i 1997 blev etableret et søsterselskab, til hvis indvielse bl.a. Joakim Garff og Niels Jørgen Cappelørn bidrog ved et fornemt arrangement i Videnskabernes Selskap i Oslo, hvor der som et af de mere usædvanlige indslag blev serveret en menu sammensat af Kierkegaards hofretter! Ved samme lejlighed opførte skuespiller Morten Jostad sin Kierkegaard-forestilling Øyeblikket, hvori han på en særdeles intens og nærværende måde dramatiserer partier af Kierkegaards (især) sidste år. Forestillingen vil blive gentaget på Folketeatret, der under medvirken af Golden Days in Copenhagen generøst har henvendt sig til Selskabet og tilbudt det Snoreloftet en aften i september 1998. Interessen for Kierkegaard i Norge viste sig også på konferencen »Filosofi og Samfunn«, der fandt sted i Kristiansand fra den 18. til den 20. september 1997 og havde dansk deltagelse af bl.a. bestyrelsesmedlemmerne Pia Søltoft, Eberhard Harbsmeier, Hermann Schmid og Joakim Garff.

Kulturby ’96

Med støtte fra Danmarks Grundforskningsfond etableredes i 1994 Søren Kierkegaard Forskningscenteret, der som nævnt fik til huse på Teologisk Fakultet i Købmagergade 44-46 lige over Søren Kierkegaard Afdelingen. Dermed opstod blandt meget andet en række nye samarbejdsmuligheder for Søren Kierkegaard Selskabet, hvoraf en del kom til udfoldelse i forbindelse med det ambitiøst anlagte projekt Kulturby ’96. Her stod Forskningscenteret, Afdelingen og Selskabet som arrangør af udstillingen »Den hemmelige Note«, der kunne ses fra den 5. maj til 9. juni i Rundetårns udstillingsrum. Til udstillingen blev udarbejdet et katalog med tekster af Niels Jørgen Cappelørn og Joakim Garff, mens udstillingens idé blev realiseret af arkitekt Thomas R. Jørgensen, assisteret af indretningsarkitekt Birgitte Boserup; for omslagsillustrationen stod Dorte Dahlin, der havde forsynet Christian Kierkegaards kendte en face tegning af Kierkegaard med et ekstra sæt øjne, som man ikke sådan lige glemmer.

Udstillingen samlede sig om Kierkegaard som skribent, hvorfor de bevarede effekter, der knytter sig til Kierkegaards liv i øvrigt, havde fået lov til at forblive på Københavns Bymuseum – på nær en enkelt: Kierkegaards pult, skrifternes tilblivelsessted, var med og stod som en slags portal til udstillingsrummet. På hver sin side af denne portal sås nogle af Kierkegaards mange forarbejder til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, der var anbragt i store montrer, hvorigennem man kunne kigge ud mod selve udstillingen og derved uundgåeligt kom til at anlægge sit eget synspunkt på den skriftmængde, som Kierkegaard anlagde sit synspunkt på.

I udstillingsrummet var nemlig opstillet 55 enkeltstående skriftpulte med omhyggeligt udvalgte manuskripter fra det Det kongelige Biblioteks ‘Søren Kierkegaard Arkiv’. De 55 skriftpulte afgrænsedes af en montre med den fulde samling af de skrifter, Kierkegaard udgav, altså førsteudgaver, anbragt i kronologisk rækkefølge, så de varierende formater tilsammen dannede en monumental skyline af tekst. På hver side af denne skriftblok stod enkeltbøger med dedikationer fra Kierkegaard til nogle af hans samtidige.

Ved seks store transparenter med tegninger fra Kierkegaards manuskripter blev selve pultrummet adskilt og dog forbundet med udstillingen udenom, hvor der i otte vægmontrer vistes en række billeder af Kierkegaards samtidige: Lærere og andre inspiratorer fra ungdomsårene; folk med særlig betydning for forfatterskabets første fase; Corsaren og dens bemanding; repræsentanterne for »det Bestaaende«, som Kierkegaard brugte sit sidste krudt og blæk på at bekæmpe under den såkaldte kirkekamp. Overfor, på den modsatte fløj, sås Kierkegaards nærmeste familie, hvortil man også – trods de historiske kendsgerninger – henregnede Regine; til indtrykket af den by, der på godt og ondt var deres, bidrog en række fotografier i en særegen blanding af sort/hvid vælde og rapporterende nøgternhed; og endelig vendtes blikket ud mod den store verden og de udenlanske forfattere, hvis værker Kierkegaard læste livet igennem, og uden hvilke Kierkegaard ikke ville være Kierkegaard.

I forbindelse med udstillingen, som blev åbnet med en stilfuld reception og var meget velbesøgt, blev der afholdt en række formidlende ‘fyraftensforelæsninger’ med bl.a. Pia Søltoft, Leif Bork Hansen, Niels Jørgen Cappelørn og Joakim Garff, ligesom man kunne se Anne Regitze Wivels film »Kierkegaard« på tysk, engelsk og fransk i udstillingsrummet, hvor der endvidere var arrangeret rundvisninger. Når man forlod tårnet, kunne man komme på byture til Kierkegaard-steder i København med bl.a. professor Bruce H. Kirmmse som guide. Udstillingen blev i oktober måned vist i Det danske Hus i Paris under titlen »Le secret de Kierkegaard«. I tilknytning hertil var der arrangeret et seminar, »Kierkegaard Aujourd’hui«, på Sorbonne Universitet med deltagelse fra dansk side af bl.a. professor Finn Hauberg Mortensen og Selskabets formand Joakim Garff.

Sammen med Søren Kierkegaard Forskningscenteret bidrog Selskabet også til realiseringen af den internationale konference »The meaning of meaning it«, der var den første af sin art i København siden jubilæumskongressen i 1955. Konferencen, som fandt sted fra den 5. til den 9. maj, blev indledt af den legendariske Kierkegaard-oversætter Howard Hong i Københavns Universitets festsal, hvor der de følgende formiddage blev holdt foredrag af forskellige Kierkegaard-forskere. Om eftermiddagene blev der fra den 6. til den 8. maj afholdt hele 10 videnskabelige seminarer med hovedtaler, respondent og ordstyrer. Seminarerne (på henholdsvis engelsk, tysk, fransk og dansk) fandt sted i historiske lokaler i hjertet af det gamle København som eksempelvis Borchs Kollegium, Regensen, Elers Kollegium, Vartov, Den reformerte Kirke og Helligåndshuset.

Som et led i disse kierkegaardske dage i København afholdtes på KafCafeen i Skindergade 3 fra den 5. til den 12. maj en såkaldt litterært-filosofisk kabaret »… af en endnu levendes papirer«, baseret på Kierkegaards værker og papirer og med monologer og dramatiserede enkeltscener af Wladimir Herman, der også stod for instruktionen. De medvirkende var Solbjørg Højfeldt, Runi Lewerissa og Christian Steffensen.

»Søren Kierkegaards Plads«

Ønsket om at opkalde en lokalitet i København efter Søren Kierkegaard skriver sig i Selskabets historie helt tilbage til 1948, da formand Nertman anførte det blandt de »Opgaver, som efter mit Skøn maa tages op af det paatænkte Selskab«. Muligheden blev også med jævne mellemrum ventileret i dagspressen, og tirsdag den 15. oktober 1996 kunne man i Politiken studere et billede af byggeriet ved Det kongelige Bibliotek og samtidig erfare et bedrøveligt faktum. »Delte meninger om navn til gigantplads«, stod der nemlig underneden. Biblioteket ønskede, at pladsen skulle opkaldes efter Frederik den Tredje, som grundlagde biblioteket i 1650’erne, men kulturminister Jytte Hilden havde planer om at navngive pladsen efter Karen Blixen. Den pågældende plads, der skulle etableres henover Christians Brygge og afgrænses af Frederiksholms Kanal, Bryghuset, Tøjhuset og Inderhavnen, ville ikke blot, kunne man videre læse, blive endnu større end Rådhuspladsen, den ville tillige, ligesom Markuspladsen i Venedig, blive indrettet med en trappe ned mod vandet! Skønt det igangværende arbejde først forventedes afsluttet i efteråret 1998, mente overbibliotekar Erland Kolding Nielsen, at det hastede med at finde et navn til pladsen, som man indtil videre, alle navnestridigheder til trods, kaldte ‘festpladsen’.

Over for Karen Blixen og Frederik den Tredje havde man imidlertid fra Københavns Kommune fremført, at gigantpladsen nærmest var som skabt til at blive navngivet efter Søren Kierkegaard, der endnu ikke havde opnået en sådan ære og for resten hyppigt havde »sin gang på Slotsholmen, hvor hans veninde Regine boede« – som fuldmægtig Gert Vincent ifølge Politiken formulerer det. Selskabet og Søren Kierkegaard Forskningscenteret havde forud for dette gennembrud i sagen henvendt sig til Københavns Kommune og kulturminister Jytte Hilden med ønsket om, at man i forbindelse med Kulturåret 1996 ville navngive en københavnsk lokalitet efter den verdensberømte dansker. »Utallige udlændinge står helt uforstående overfor, at der ikke findes den mindste lille vej, som bærer navnet på den eneste danske filosof, der er kendt og studeret over hele verden i dag«, hedder det således i Selskabets sekretær, Birgit Bertungs, skrivelse af 10. februar 1994 til Københavns Kommune. Ved samme lejlighed vedlagde Selskabet en kopi af Kierkegaards vidunderlige selvportræt fra efteråret 1840, hvor han står på Knippelsbro med en kæmpekikkert, der ifølge brevteksten skulle være rettet mod Regine.

Af den videre korrespondance fremgår det, at Selskabets henvendelse gjorde indtryk og fik ideen hjulpet frem gennem de administrative instanser. Og de var ikke så få. Eftersom den pågældende plads nemlig ejedes af staten, var det kommunen, der i samarbejde med grundejeren skulle navngive arealet, hvilket implicerede Vejnavnenævnet, som igen skulle forhandle med Kulturministeriet om det endelige navn til pladsen. Forhandlingerne blev langvarige, men omsider tiltrådte man et forslag om at opkalde bemeldte plads efter Søren Kierkegaard og såmænd kalde pladsen for: Søren Kierkegaards Plads.

Det fremgår i øvrigt af Vejnavnenævnets skrivelse af 29. oktober 1996, at man gennem årene har modtaget »utallige henvendelser med mange originale forslag til lokaliteter i byen, der kunne bære Søren Kierkegaards navn«. Allerede i 1955 foresloges det at omdøbe Bredgade til Søren Kierkegaards Gade, samme år skulle Øster Allé hedde Søren Kierkegaards Allé, ligesom nogen fandt det passende at kalde Bibliotekshaven for Søren Kierkegaards Have; i 1956 stod Vesterbrogade i fare for at ende som Søren Kierkegaards Avenue, mens det gamle Grønttorv et par år efter skulle hedde Søren Kierkegaards Plads; i 1993 mente en opfindsom sjæl, at man burde tillægge pladsen ved Trinitatis Kirke navnet Søren Kierkegaards Plads, og uden årstal figurerer ses også det i egentligste forstand forfriskende forslag, at Langeliniepromenaden skulle benævnes Søren Kierkegaards Promenaden!

I sin begrundelse for udpege den pågældende plads som velegnet til at bære Søren Kierkegaards navn fastholder Vejnavnenævnet nogle af de omslag i tidsånden, som inden for det sidste tiår for alvor har bragt Kierkegaard frem i forreste række: »Der er op gennem 1980’erne og 1990’erne skabt en meget stor international interesse for Søren Kierkegaards filosofiske arbejde, hvorved også den danske interesse for Søren Kierkegaard er steget betydeligt. Vejnavnenævnet har inden for de sidste år – især op til og under Kulturbyåret – modtaget mange henvendelser med anmodning om at finde en lokalitet til at bære Søren Kierkegaards navn, ligesom avisernes læserbrevsspalter hyppigt har bragt sådanne opfordringer til Københavns Kommune, om at tilsikre Søren Kierkegaards navn i hovedstadens vejnavnebillede. / Også Søren Kierkegaard Selskabet har med regelmæssige mellemrum henvendt sig med forespørgsler i sagen. Der skal således ikke herske tvivl om, at Søren Kierkegaard sagen har stor bevågenhed – både i og udenfor København«. Også da man skal begrunde stedets tilhørsforhold til Søren Kierkegaard, sker det med en fornem, historisk gestus: »Umiddelbart vil man antage, at dette areal ved havnen umuligt kan have relation til Søren Kierkegaard, men han har haft sin gang i området, idet hans forlovede Regine Olsen boede i den bebyggelse, der gik under navnet ‘de seks søstre’. De seks søstre var en række markante sammenhængende bygning beliggende mellem Børsgade og Slotsholmsgade, hvor i dag Unibanks bygning står. De seks søstre henviste til husenes udseende. Der var tale om bygning med en renæssancepræget facade opført som tre gavlhuse, der var delt i en halv gavl til hver, heraf navnet ‘de seks søstre’. Husene blev nedrevet i 1899 under stor protest fra Københavns borgere«.

Omsider synes altså Søren Kierkegaard at have fået sin plads, omend de nærmere omstændigheder, hvorunder benævnelsen skal finde sted, endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Med til historien hører det, at naturligvis ikke alle i Selskabets bestyrelse fandt ideen lige fortræffelig, ja, nogen har ligefrem ved flere lejligheder fremført det synspunkt, at dersom man absolut ville opkalde en lokalitet efter Kierkegaard, så burde man se sig om efter en rundkørsel eller måske bedre en blind vej. Men det forslag var vistnok kun ironi.

I skrivende stund er Selskabets bestyrelse ved at forberede festligholdelsen af 50-års jubilæet. Dette vil bl.a. blive markeret med nærværende festskrift og med en reception den 29. maj mellem kl. 16 og 19 i KFUM/Ks lokaler i St. Kannikestræde 19 med delikat buffet og dejlige druer i flaskeform. Der er truffet aftale med Billeskov Jansen, Niels Jørgen Cappelørn og Joakim Garff om at holde korte, lettere causerende taler ved receptionens begyndelse. Endvidere vil Viggo Kanding og Dorthe Elsebeth Larsen stå for musikalske indslag, der den ubrydelige tradition tro byder på partier fra Mozarts Don Juan. Endelig vil man, for fjerde gang i Selskabets historie, udnævne et nyt æresmedlem – den første kvinde nogensinde.

FAQ om Søren Kierkegaard Selskabet

Hvornår blev Søren Kierkegaard Selskabet oprettet?

Den 4. maj 1948 blev Søren Kierkegaard Selskabet oprettet ved en stiftende generalforsamling.