Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Kierkegaard og ledelse

Torsdag, den 30. maj, kl. 19.30

Foredrag v/Kirstine Andersen, cand.phil, forfatter, foredragsholder og konsulent.

Foredrag om Søren Kierkegaards betydning på arbejdspladsen, baseret på foredragsholderens bestseller “Kierkegaard og Ledelse”. Foredraget dykker ned i de personlige og eksistentielle aspekter af ledelse og viser, hvordan Kierkegaards filosofi kan gøres relevant for nutidens arbejdsliv. Gennem Kirkegaards værker udforskes også den etiske fordring i ledelse, og hvordan den strækker sig ud over det individuelle og omfatter opgaven, fællesskabet og visionen for en arbejdsplads eller organisation.

Tid og sted:

Torsdag den 30. maj, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Kierkegaards Sokrates

Torsdag, den 25. april, kl. 19.30 

Foredrag v/ David Possen, ph.d., ekstern lektor ved Institut for Kommunikation

Foredraget viser Sokrates som en nøgleperson for Kierkegaard, men samtidig som en meget konstrueret figur, som Kierkegaard udvikler sin egen tænkning i forhold til. 

At Kierkegaard har et godt øje til Sokrates er ingen hemmelighed. Ikke mindst skriver Kierkegaard sit afsluttende teologiske speciale om ironiens mester, Sokrates, ved at forsøge at være så loyal som muligt over for den Sokrates, som trådte frem i historien. Men hvordan konstruerer Kierkegaard mere bevidst Sokrates som en figur, som han selv spiller bold opad gennem hele sit forfatterskab? Og hvilken forståelse af Sokrates har Kierkegaard hermed efterladt os?

Tid og sted:

Torsdag den 25. april, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Blicher og Kierkegaard

Torsdag, den 4. april, kl. 19. 30

Foredrag v/Henrik Ljungberg, lektor emeritus, forfatter til en række bøger om Blicher, Martin A. Hansen, Blixen samt bidragsyder til Encyklopædien.

Foredraget vil med udgangspunkt i forholdet mellem to store danske litterære skikkelser, nemlig Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher vise, hvordan Kierkegaard er med til at give Blicher en fremskudt position i litteraturhistorien.

Samhørigheden mellem Steen Steensen Blicher og Søren Kierkegaard er litterær i betydningen, at Kierkegaard læser Blicher anderledes, end gængse litteraturhistoriske tekster gør det. Kierkegaard flytter Blicher frem i historien, gør ham banebrydende, så at sige. I mange menneskers øjne er Blicher “provins”, mens Kierkegaard er “verden”. Men Kierkegaard selv vender om på den forestilling.

Tid og sted:

Torsdag den 4. april, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag Næste foredrag

Martyrium og kristendom hos Kierkegaard

Torsdag den 29. februar, kl. 19.30 

Foredrag v/ Henrik Gade Jensen, filosof, præst, tidligere projektleder ved CEPOS og samfundsdebattør.

Søren Kierkegaard er en kristen tænker, men hans kristendomsforståelse er temmelig unik. Foredraget belyser kritisk, hvordan paradokset og martyriet ender med at være de eneste kendetegn for at være sand kristen hos Kierkegaard, og hvilke problemer dette fører med sig.

Kierkegaard gør det meget svært og reelt umuligt at være praktiserende kristen, fordi kravet til renhed eller sandhed bliver så store, så det kirkelige stødes bort som forlorent. Ifølge Kierkegaard er både den historiske Jesus såvel som virkningshistorien uden betydning for at kunne være kristen, og vi må kun tro på paradokset: at Gud blev menneske. I praksis bliver der for Kierkegaard kun martyriet og en omfattende negativistisk kritik tilbage.

Tid og sted:

Torsdag den 29. februar, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Troens perspektiv 

Torsdag den 25. januar, kl. 19.30 

Helle Møller-Jensen, sognepræst, ph.d. og Preben Kok, tidligere hospitals- og sognepræst og forfatter

De to oplægsholdere har sammen med Dr. Theol, Prof. Em. (Glasgow University) George Pattison, skrevet bogen om Kierkegaards Opbyggelige Taler: ”Troens Perspektiv” fra 2021. Med udgangspunkt i denne, koncentrerer de sig i aftenens foredrag om Kierkegaards beskrivelse af stolthed og fejhed, nemlig som to sider af samme sag. Det er op til os, hvordan vi vægter begge dele i de historier, vi fortæller om os selv. Spørgsmålet er dog, om der findes et alternativ til både stolthed og fejhed, og hvad det det i så fald kunne være? Foredraget illustrerer, hvordan Kierkegaards tanker om stolthed og fejhed kan genkendes i en nutidig sjælesørgerisk praksis.

Tid og sted:

Torsdag den 25. januar, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Kierkegaard og kærligheden: Elskov, angst og frihed

Torsdag den 30. november, kl. 19.30 

Elizabeth Xiao-An Li, phd., adjunkt i Etik og religionsfilosofi på Teologi, KU

Den romantiske kærlighed opleves ofte både som noget glædesfyldt, men også noget angstpræget. Denne tvetydighed kommer også til udtryk i filosofien, hvor kærligheden både karakteriseres som noget universelt, men også noget foranderligt; noget sammenholdende, men også adskillende; noget frigørende, men også afhængighedsskabende, og som noget selvopofrende, men også selvisk.

Dette foredrag undersøger derfor Kierkegaards syn på den romantiske kærlighed for at vise, hvordan denne kan bidrage til de nutidige filosofiske diskussioner. Der argumenteres for, at Kierkegaards behandling af kærligheden må forstås i lyset af hans angstbegreb. Gennem nedslag i Kierkegaards pseudonyme forfatterskab samt hans mange kærlighedsbreve til Regine Olsen vil foredraget indkredse Kierkegaards undersøgelse og brug af den romantiske kærlighed som et eksistens-begreb, der kan belyse vigtige aspekter af vores oplevelse af tilværelsens problematikker. 

Tid og sted:

Torsdag den 30. november, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag

Bekendelsens fænomenologi. Om libidinaliseringen af eksistensen hos Søren Kierkegaard.

Torsdag den 26. oktober, kl. 19.30 

Carsten Pallesen, dr. Theol., Lektor i Etik og religionsfilosofi på Teologi, KU 

Foredraget handler om Søren Kierkegaards æstetiske og religiøse skrifter ud fra det hovedsynspunkt som fremsættes i Enten-Eller, at det sanseliges sandhed sættes som ånd: ”Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden først sat ved Christendommen; jeg kunde endnu tilføie en Bestemmelse, der maaskee eftertrykkeligst viser hvad jeg mener; under Bestemmelse af Aand er Sandseligheden først sat ved Christendommen.” (EE, SKS2, 68). 

Denne tese skal belyses ud fra den kristne bekendelses formel: ”Den, der gør sandheden kommer til lyset” (Johannesevangeliet 3,21). At gøre sandheden betegner en uophørlig undersøgelse af den enkeltes tanker og begær med henblik på at verbalisere sjælens bevægelser.

Denne kristne sandhedspraksis fandt sin paradigmatiske skikkelse i Den tiende Bog i Augustins Bekendelser (397). Sammen med bl.a. receptionen af Kierkegaards værker blev Bekendelsernes tiende bog skelsættende for de filosofiske, litterære og teologiske opbrud i 1920erne i Marburg hos navne som M. Heidegger, R. Bultmann og E.Auerbach, som videreføres hos tænkere som Michel Foucault og Jacques Derrida. I det fjerde bind af Sexualitetens Historie, ”Kødets bekendelser” (2018) taler Foucault om en ”libidinalisering” af eksistensen hos Augustin.

Foredraget overvejer, om Kierkegaards æstetiske og religiøse produktion kan læses som en åndens og kødets fænomenologi, der har sin forudsætning i det kristne åndsbegreb.

Tid og sted:

Torsdag den 26. oktober, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01

Kategorier
Foredrag Kommende foredrag Næste foredrag

Garff om ”Solisterne”

Torsdag den 28. september, kl. 19.30

Joakim Garff, lic.theol., leder af Søren Kierkegaard Centret og lektor Etik og religionsfilosofi på Teologi, KU

Joakim Garff kommer og præsenterer sin spritnye bog ”Solisterne”, som udkommer i selvsamme måned. Bogen handler om Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, som i året 1849 oplever et rejseeventyr sammen på vej mod den evige stad, Rom, og hermed har mulighed for at udveksle om de allerstørste emner: kærligheden, angsten, den manglende anderkendelse, glæden, selvet, døden, det voksende pres for folkestyre, kristendommen og naturvidenskabens opkomst.

Tid og sted:

Torsdag den 28. september, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Eksistentiel orientering i livskriser: Kierkegaards vidnesbyrd om et arkimedisk punkt udenfor verden

Torsdag den 25. maj, kl. 19.30 

Claudia Welz, Professor i Etik og Religionsfilosofi, Aarhus Universitet

Foredraget vil med udgangspunkt i menneskets grundlæggende måde at orientere sig på, inkl. den religiøse orientering, eksempelvis i kriser, belyse Kierkegaards vidnesbyrd om et såkaldt arkimedisk punkt udenfor verden, der både angår erkendelsen og handlingen.

Hvorledes kan vi orientere os i det, der sker omkring os og med os, så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre eller ikke gøre? Overordnet forstået er orientering en bevægelse fra forvirring til klarhed, både med hensyn til erkendelse og handling. Men hvordan kan vi konkret nå frem til klarhed i kolossalt komplekse globale krisesituationer, der ofte også er konfliktfyldte, fordi så mange forskellige interesser står på spil? Dette spørgsmål er ikke kun politisk, men angår også individets private muligheder for eksistentiel orientering i livskriser.

Foredraget fokuserer i et første skridt mere overordnet på diverse orienteringsmodi, dvs. måder, vi mennesker generelt kan orientere os på. Dernæst ’zoomes ind’ på religiøse former for orientering i forhold til Gud. I et tredje skridt undersøges Kierkegaards vidnesbyrd om et arkimedisk punkt udenfor verden, ved hjælp af hvilket den enkelte angiveligt kan bevæge himmel og jord. Hvordan ’fungerer’ denne ’operation’, hvis man ser på den både erkendelses- og handlingsteoretisk? Til sidst diskuteres et journalnotat, hvor Kierkegaard tilbyder en kritisk refleksion over sin egen metode samt menneskesyn og gudsforestilling.

Tid og sted:

Torsdag den 25. maj, kl. 19.30.

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.

Kategorier
Afholdte foredrag Foredrag

Kierkegaards psykologi

Torsdag den 27. april, kl. 19.30 

Bjarne Jacobsen, Lektor i Personlighedspsykologi, RUC

Psykologi er en hovedingrediens i Kierkegaards forfatterskab, og den byder på en detalje- og nuancerigdom, som danner udsigt til en samlet psykologisk begribelse af mennesket, som bør påkalde sig den moderne (udviklings)psykologis interesse.

Kierkegaard var en eminent psykolog, og det er oplagt at forestille sig, at dersom hans virke havde udfoldet sig omkring et halvt århundrede senere, efter den moderne psykologis opståen, at han målrettet havde skrevet sig ind i dette fag. Sådan blev det ikke, men spredt ud over hans samlede produktion, byder han igen og igen på tankevækkende analyser af det menneskelige sjæleliv. Enkelte værker er særlig mættet med psykologisk stof, oplagt Begrebet Angest og Sygdommen til Døden, og der tilbydes derigennem også en mulighed for at udforme en sammenhængende psykologisk begribelse af mennesket.

Kierkegaard er som bekendt kristen tænker, og i et væsentligt omfang tjener hans psykologiske analyser som understøttelse af et kristent budskab. Hans værker indebærer dermed også et udfordrende spørgsmål om psykologiens rækkevidde og begrænsninger.

Oplægget vil med et udviklingspsykologisk afsæt fremlægge et bud på Kierkegaards psykologiske begribelse af mennesket og skitseagtigt perspektivere det til moderne psykologi.

Tid og sted:

Torsdag den 27. april, kl. 19.30

Københavns Universitet, Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16 og Njalsgade 76, auditorie 9A-0-01.